Bødskov: Truslen fra danskere i hellig krig stiger
Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Danskere, der rejser til Syrien for at deltage i hellig krig, udgør en stigende trussel mod sikkerheden i Danmark.
Sådan lyder det fra justitsminister Morten Bødskov (S), der fredag er kaldt i folketingssalen af Dansk Folkeparti for at oplyse om regeringens indsats mod ekstremisme og ekstreme muslimske grupper i Danmark.
- Truslen fra ekstremisme er ikke et statisk fænomen, men ændrer sig løbende. Vi lever i en verden, som hele tiden ændre sig, og hvor der opstår nye trusler, som vi skal forholde os til.
- Eksempelvis ser vi, at såkaldte foreign fighters fra blandt andet Danmark rejser til udlandet for at kæmpe side om side med lokale oprørsgrupper eller terrorgrupper i en væbnet konflikt, siger Morten Bødskov.
PET dokumenterede for nylig, at 45 personer er rejst fra Danmark til Syrien siden august 2012 for at deltage i kamphandlinger.
- Det er en bekymrende udvikling, som øger risikoen for, at de pågældende får kontakt med militante islamistiske netværk og dermed bliver radikaliseret og motiveret til at begå terror, når de kommer hjem, siger Morten Bødskov.
Tidligere danske terrorsager viser, at personer, der har deltaget i kamphandlinger, opbygger militære færdigheder og kontakter til militante islamistiske netværk. De kan med andre ord opbygge evnen og muligvis motivationen til at udføre terrorangreb i Danmark.
Ifølge Morten Bødskov er der stor opmærksomhed på truslen både fra regeringens side og fra PET.
- Jeg kan forsikre, at PET følger situationen meget tæt, og at regeringen er meget opmærksom på, om der er behov for nye tiltag på området, siger Morten Bødskov.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen, der har bedt om forespørgslen i folketingssalen, foreslår, at det skal gøres lettere at udvise personer, som deltager i hellig krig.
- Der har været eksempler på, at herboende personer rejser ud for at deltage i hellig krig i Syrien. Der har også været eksempler på, at folk rejser ud for at deltage i træning i at begå terrorhandlinger.
- Nu skal vi gå fra blot at fordømme det til at gøre noget ved det, siger Martin Henriksen.
Derfor mener Dansk Folkeparti, at regeringen bør undersøge, om terrorlovgivningen kan strammes yderligere, så det bliver lettere at udvise ved opfordring til terror, deltagelse i hellig krig og opfordringer til drab på danske soldater.
Det afviser Morten Bødskov dog. Ifølge justitsministeren er det allerede muligt at bruge udlændingeloven til at udvise personer, som er til fare for statens sikkerhed.
- Jeg synes, vi har en ganske udmærket terrorlovgivning, som allerede har været igennem to eftersyn, siger Morten Bødskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned