Danmark skal have en ny EU-kommissær, når Mariann Fischer Boel (V) trækker sig efter fem år som landbrugskommissær.
Den tidligere fødevareminister har på et uformelt møde for EU's landbrugs- og fiskeriministre i den svenske by Växjö bekræftet, at hun ikke er kandidat til den nye EU-Kommission, der ventes udnævnt i slutningen af november.
- Jeg har i fem år arbejdet meget hårdt - og de næste år vil jeg ikke længere kunne præstere det, der nødvendigt, siger Boel ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
- Jeg er ikke lykkelig, det var ikke nemt, men det var den rigtige beslutning, tilføjer den 66-årige landbrugskommissær.
Hun afviser, at hendes retræte har noget med de igangværende diskussioner om EU's mælkekvoter at gøre og udtrykker selv tilfredshed med de reformer, hun har været med til at gennemføre på det store landbrugsområde "uden at svigte landmændene".
- Hvis jeg var 10 år yngre, ville det ikke være sluppet af med mig, siger hun til dpa.
Mariann Fischer Boel vil ligesom de hjemlige toppolitikere i regeringen ikke udtale sig om, hvem der skal afløse hende i Bruxelles.
Blandt de navne, der nævnes hyppigst, er klima- og energiminister Connie Hedegaard (K), fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (K), der alle søndag aften afviste at kommentere spekulationerne over for TV-Avisen.
Hvilken portefølje den nye danske kommissær kan gøre sig håb om, er heller ikke afklaret, og det bliver næppe det budgettunge landbrugsområde igen, har tidligere næstformand i kommissionen, Henning Christophersen (V), vurderet over for Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned