Boligforening: Overvågning giver tryghed men uændret hærværk
- Vi har ikke belæg for at sige, at opsætning af overvågning har gjort en forskel, når det gælder hærværk, lyder det fra Keld Laursen, direktør for Brabrand Boligforening. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
- Vi kan ikke pege på overvågning som årsag til mindre hærværk, siger direktør for Brabrand Boligforening.
I den ene afdeling har man videoovervågning, i den anden afdeling sagde man nej tak.
Men der er ikke nogen forskel, når det gælder graden af hærværk.
Det er erfaringen hos Brabrand Boligforening.
- Begge afdelinger har haft problemer med omfattende hærværk. Men det fald, der har været, har været det samme begge steder.
- Så vi kan ikke sige, at det er overvågningen, der har gjort en forskel, siger Keld Laursen, direktør for boligforeningen.
Det kom bag på boligforeningens ledelse, fortæller han.
- Det var overraskende for os i første omgang, men det er nok udtryk for, at det er andre ting, som styrer, om der sker hærværk eller ej, siger Keld Laursen.
Det er beboerdemokratiet i de to afdelinger, der selv har afgjort, om de har ønsket at søge politiet om tilladelse til at opsætte overvågning.
Selv om der ikke er forskel i det begåede hærværk, oplever beboerne i afdelingen med overvågning større tryghed.
- Mange beboere oplever større tryghed, hvis der eksempelvis er overvågning i opgangen, ved parkeringspladsen eller affaldsindleveringen, siger Keld Laursen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ifølge Berlingske skrue op for mere overvågning i samfundet.
Det handler blandt andet om, at kommunerne skal have mulighed for at etablere videoovervågning i det offentlige rum for egen regning og under inddragelse af politiet.
Hvis det dermed bliver lettere for boligforeninger at søge om lov til at opsætte overvågning, er det en god nyhed, mener Keld Laursen.
- Jeg synes, det er udmærket, at det er politiet, som skal afgøre vores ansøgninger, så det ikke bare bliver det vilde vesten, og vi kan sætte kameraer op overalt.
- Men det giver god mening at lempe vilkårene for at søge om det, siger Keld Laursen.
Regeringen ventes at uddybe indholdet af en kommende sikkerhedspakke torsdag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned