Bondo om KL-formands kritik: Det er helt fantastisk

Den arbejdstidsaftale, vi følger, har kun været gældende i tre år. Den er altså på ingen måde fra det forrige århundrede.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo, der er forundret efter at have hørt KL-formand Erik Nielsens tale på kommunalpolitisk topmøde i Aalborg tidligere i dag.

I sin tale kritiserer Erik Nielsen folkeskolen for at følge regler, der både er firkantede og voldsomt forældede, hvad angår forberedelsestid og tilrettelæggelse af undervisning.

- Jamen det er jo fantastisk, siger Bondo sarkastisk til Ritzau og tilføjer, at talen på ingen måde var fremmende for nogen.

- Vi evaluerede aftalen så sent som i efteråret, og både kommuner, lærere, ledere og de kommunale forvaltninger var positive. Jeg har også en videooptagelse af Michael Ziegler (KL's topforhandler, red.) der omtaler aftalen som værende til et tolv-tal.

Derfor er det svært for Bondo at forstå, at aftalen nu pludselig er "fra det forrige århundrede".

I sin tale kommer Erik Nielsen også ind på den forskning, der viser, at eleverne lærer mere, når de er sammen med deres lærer, og at lærerne derfor bør bruge mere tid sammen med eleverne i klasselokalet.

Den forskning er ifølge Bondo ikke-eksisterende:

- Det er der ingen undersøgelse, der viser. Der er intet belæg for, at det giver dygtigere elever. Selvfølgelig er det ikke lige meget, hvor mange timer man har med børnene, men det afgørende er, at der er kvalitet i undervisningen.

Fredag mødes Danmarks Lærerforening og KL i Forligsinstitutionen til nye forhandlinger om lærernes arbejdstidsaftale.

- Det er KL, der varsler lockout, det er KL der truer eleverne med ikke at kunne komme i skole efter påske, det er KL, der har ansvaret for folkeskolen. De burde gøre alt for at løse konflikten nu, siger Bondo.

/ritzau/