Borgen holder vejret før skattedrama går løs

Selvom startskuddet til det, der kan blive det største politiske drama i årtier herhjemme, først lyder tirsdag, blev scenen indtaget allerede lørdag, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) offentligt dementerede rygter om at hendes mand, Stephen Kinnock, er homoseksuel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Samtidig offentliggjorde Helle Thorning-Schmidt, få dage før Skattesagskommissionen begynder, en ni sider lange skrivelse, der tilbage i 2010 frikendte hendes mand for skatteunddragelse.

Skattekommissionen tager på tirsdag fat på vidneafhøringerne af politiske topfolk og topembedsmænd for at finde ud af, hvem der lækkede Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatteoplysninger til pressen.

Når statsministeren træder frem skyldes det, at der i Skattesagskommissionens arbejde indgår et notat, der refererer rygter om, at hendes mand skulle være homoseksuel. Og for at gøre sagen endnu mere speget skulle rygtet angiveligt stamme fra parrets egen revisor.

Men tirsdag begynder Skattekommissionen altså at rede nogle af de mange tråde ud. Og rækken af prominente navne, der skal vidne i kommissionen er lang:

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans tidligere særlige rådgiver Peter Arnfeldt, tidligere departementschef Peter Loft, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt en række skattechefer.

Politiske kommentatorer betragter den allerede nu som en moderne tamilsag, der kan udvikle sig til en stor skandale og få store politiske konsekvenser.

- Der tegner sig en meget stor skandalesag, hvor vi skal tilbage til Tamil-sagen i 1990'erne for at finde noget tilsvarende, siger han, men henvisning til syltningen af tamilske asylsager, der kostede Schlüter-regeringen livet, siger politisk kommentator Hans Engell.

Samme vurdering kommer fra kommentator Niels Krause-Kjær, der ligeledes sammenligner skattesagen med Tamil-sagen:

- Hvis noget af det er korrekt, så er det magtmisbrug i en skala, vi normalt griner lidt af foregår i Afrika. Der er nogle ting ved denne sag, der potentielt er mere alvorligt end Tamil-sagen, siger han.

Kommissionen skal afdække, hvordan Helle Thornings - daværende oppositionsleder - personlige skatteindbetalinger kunne havne i pressen først i 2010, og efterfølgende igen kort før folketingsvalget sidste år.

Derudover skal undersøgelseskommissionen kaste lys over, om tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) eller folk fra hans inderkreds misbrugte deres magt i et forsøg på at få Thorning-Schmidt hængt ud som en gemen skattefusker.

Det, der allerede nu står klart, er, at den erfarne skattedirektør i København Erling Andersen - der i sin tid undersøgte og frikendte Thorning for fusk - føler, at skatteministeriets øverste top forsøgte at påvirke hans arbejde.

Det afviser både Troels Lund Poulsen og hans daværende departementschef Peter Loft pure, så nu er det op til kommissionen at afgøre, om ministeriets top brød loven, eller om skattedirektør Erling Andersen blot var lovlig ømskindet.

Både Hans Engell og Niels Krause-Kjær vurderer, at elementerne i sagen har så meget substans, at den ikke bare løber ud i sandet.

- Jeg kan ikke forestille mig, at sagen bliver en ren maveplasker, som man har set med andre undersøgelser. For Thornings skattepapirer blev jo lækket. Og Skat København og ministeriet havde meget forskellige opfattelser af sagens substans, påpeger Engell.

Selvom der er mere end halvandet år til, at undersøgelseskommissionen skal aflevere sin konklusion, så vurderer begge iagttagere, at sagen vil fylde meget i den kommende tid.

- Den får Christiansborg til at holde vejret, og det gælder for den sags skyld også embedsværket i både Stats- og Finansministeriet, siger Hans Engell .

Krause-Kjær påpeger, at alene vidnernes gåtur gennem det ventende pressekorps vil have en betydning.

- Den gåtur kan virke meget lang. Det vil i sig selv slide på politikerne, og der er ingen tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen (formand for Venstre, red.) vil forbande den dag, hvor det er hans tur til at afgive forklaring, siger Niels Krause-Kjær.

/ritzau/