De Radikales trussel om at vælte regeringen ved Folketingets åbning har fået valgtrommerne til at buldre løs.
Derfor bliver der lige nu lavet bogstavkombinationer og forskellige scenarier for, hvordan et flertal bestående af 90 mandater kan sættes sammen.
Og den seneste meningsmåling fra Voxmeter tegner et mudret billede af, hvordan mandatfordelingen kan komme til at se ud.
Flere partier er i nærheden af spærregrænsen. De Konservative får den bedste måling i flere årtier, mens Venstre får den dårligste.
Derudover ser Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, ud til at komme i Folketinget som et af de største partier.
Oveni kommer partiernes forskellige krav til en kommende regering og dens sammensætning.
- Det bliver interessant at se, hvem der skal skabe orden i kaos efter et valg, siger Casper Dall, som er politisk redaktør på Avisen Danmark.
Politisk kommentator Hans Engell konstaterer, at det kan blive "en af de sværeste regeringsfødsler i nyere tid".
Her er nogle af de mulige scenarier:
* Moderaterne bliver afgørende:
I den seneste måling fra Voxmeter ligger Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, under spærregrænsen.
I forrige måling lå partiet over, og det er ikke udelukket, at Moderaternes mandater kan afgøre, om flertallet bliver rødt eller blåt.
Løkke vil have en bred regering og afviser pege på en statsministerkandidat inden et valg.
Hans Engell kan dog næppe forestille sig Løkke pege på statsminister Mette Frederiksen (S).
- Tonen mellem Løkke og den røde side er usædvanlighed skarp, siger Hans Engell, som regner med at Lars Løkke Rasmussen i sidste ende vil pege på en af de to blå statsministerkandidater.
* Regering over midten:
Tidligere på året lavede Venstre, De Konservative, Socialdemokratiet, De Radikale og SF sammen en stor forsvarsaftale. De førte også valgkamp sammen inden folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.
Tilsammen har de fem partier 121 mandater i den nyeste måling. Men hverken Hans Engell eller Casper Dall tror på sådan en konstellation.
- Det kan jeg overhovedet ikke se for mig. De fem partier har alle ambitionen om at blive regeringspartier, men de har ikke ambitionen om at sidde i den samme regering, siger Hans Engell.
Mette Frederiksen går til valg på at forsætte sin etpartiregering, men har åbnet for at diskutere en regering over midten.
De Radikale kræver en regering med flere partier. Og helst over midten. Det har De Konservative og Venstre begge afvist.
* Ren blå eller rød:
I Voxmeter målingen står blå blok til 91 mandater, mens rød blok står til 84. Det er uden Moderaterne.
I hele valgperioden har rød blok haft flertal i målingerne, men i den seneste måned har blå blok overhalet.
Både Hans Engell og Casper Dall betragter det som mest sandsynligt, at blokkene først og fremmest vil forsøge at danne flertal for en regering indenfor blokkene.
- Mette Frederiksen vil kæmpe til det sidste for en ren socialdemokratisk regering. Men i sidste ende kommer hun nok til at tage SF og Radikale med, siger Hans Engell.
Han betragter dog en VK-regering som "meget sandsynlig".
Casper Dall pointerer, er der fortsat er mange jokere i blå blok.
- Hvor stort bliver stemmespildet? Kommer DF under spærregrænsen?, ridser han op.
Desuden er der flere Venstre-profiler, som ikke stiller op. Det kan få betydning for Venstres valg. Samtidig vil De Konservatives medvind måske klinge af, påpeger han.
- Der er stadig mange ubekendte faktorer, særligt i den blå blok, som gør, at man bliver nødt til at tage alle tænkelige forbehold for de der bogstavlege, siger Casper Dall.
/ritzau/
Sådan står partierne i den nyeste måling
A – Socialdemokratiet 25,1 procent og 46 mandater.
B – Radikale Venstre 5,6 procent og ti mandater.
C – Det Konservative Folkeparti 16,5 procent og 31 mandater.
D – Nye Borgerlige 4,3 procent og otte mandater.
F – SF 7,6 procent og 14 mandater.
G – Veganerpartiet 0,3 procent og ingen mandater.
I – Liberal Alliance 4,9 procent og ni mandater.
K – Kristendemokraterne 0,6 procent og ingen mandater.
M – Moderaterne 1,9 procent og ingen mandater.
O – Dansk Folkeparti 3,2 procent og seks mandater.
Q – Frie Grønne 0,5 procent og ingen mandater.
V – Venstre 11,0 procent og 20 mandater.
Æ – Danmarksdemokraterne 9,3 procent og 17 mandater.
Ø – Enhedslisten 7,5 procent og 14 mandater.
Å – Alternativet 1,2 procent og ingen mandater.
Kilde: Voxmeter for Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Vandværksfolk holder øje med Peter Tanev og er klar til at skalere op
Reggae, soul og sommerstemning: Wafande spiller gratis koncert.
Handler om noget, der er meget vigtigere end lysmaster
Utilfreds cyklist ramte betjent
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Mest læste artikler
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil