Frustrerede borgere i Furesø Kommune kræver nu, at Folketinget får Farumkommissionen til at komme med en hurtig afgørelse.
Kravet skyldes, at kommunen - der blev til efter et tvangsægteskab mellem Farum og Værløse kommuner - i disse dage netop genforhandler Furesøaftalen med indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).
Den såkaldte Furesø-gruppe efterlyser i et brev til Folketingets kommunaludvalg og udvalget for forretningsordenen en afklaring på, hvad der egentlig gik galt under Farums daværende borgmester Peter Brixtofte (V).
- Husk vi er nogle, der dagligt mærker, at indenrigsministeren ved tvangssammenlægningen valgte at lade regningen for Brixtoftes kriminelle gerninger blive betalt af skatteborgerne i en enkelt af Farums nabokommuner (det er i øvrigt lige så urimeligt som hvis regeringen havde valgt at påtvinge en enkelt banks aktionærer at betale regningen for Roskilde Banks konkurs), skriver gruppen i brevene til udvalgene i Folketinget.
- Os skylder I i hvert fald, at vi snart får at se, om der er andre der har et (politisk) ansvar for den økonomiske kriminalitet og den store regning, hedder det i brevene.
Selv om Farumkommissionen foretog sin sidste afhøring i marts, så forventer kommissionen imidlertid ikke at afgive sin beretning før i 2011 - eller ni år efter, at den blev nedsat.
Furesø Kommune kræver 2,2 milliarder kroner fra indenrigs- og sundhedsministeren som kompensation for kommunesammenlægningen. Det skyldes, at kommunen årligt betaler 220 millioner i rente og afdrag på gæld.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde