Borgerforslag om risiko for folkedrab i Gaza opnår 50.000 støtter
Forslag om dansk forpligtigelse til at forhindre folkedrab har nok stemmer til at blive beslutningsforslag.
Et borgerforslag med titlen "Danmark har pligt til at forhindre folkedrab" har opnået over 50.000 støtter.
Det fremgår lørdag af hjemmesiden borgerforslag.dk.
I forslaget lyder det blandt andet, at den "danske regering bør anerkende risikoen for folkedrab i Gaza".
Det skal ske ved at "arbejde aktivt" med de internationale forpligtelser, som Danmark har som følge af folkedrabskonventionen fra 1948.
Som regel vil en politisk ordfører fra et parti, der støtter ordningen om borgerforslag, fremsætte et beslutningsforslag på baggrund af borgerforslaget.
Herefter vil det blive behandlet som øvrige beslutningsforslag, der bliver fremsat i Folketinget.
Et forslag kan dog også behandles med en beretning, hvor det udvalg, der har behandlet forslaget, præsenterer de politiske konklusioner. I de tilfælde vil forslaget ikke blive behandlet i Folketinget.
Tidligere har forslaget "Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten" nået over 50.000 støtter.
Forslaget blev fremstillet i Folketinget 19. december sidste år, hvor otte folketingsmedlemmer stemte for, mens 89 stemte imod.
Enhedslisten og Alternativet støttede forslaget, mens Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte imod.
SF, De Radikale og løsgænger Jon Stephensen stemte hverken for eller imod.
Forslaget modtog på under to dage 50.000 underskrifter.
Det seneste borgerforslag om situationen i Gaza blev stillet den 16. januar, mens det tidligere forslag blev stillet i oktober sidste år.
En borger, der har stemmeret til folketingsvalg, kan via MitID støtte borgerforslag på hjemmesiden. Et forslag har 180 dage til at opnå 50.000 underskrifter, inden det udløber.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet