Borgerlige partier tvivler på regeringens vækstskøn

Tre gange på blot seks måneder har regeringen nedjusteret forventningerne til væksten i 2013. Det er med til at skabe usikkerhed for danskerne og skade muligheden for at få gang i opsvinget, mener de borgerlige partier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Både Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative sætter spørgsmålstegn ved regeringens seneste udmelding i Økonomisk Redegørelse om, at væksten i 2013 vil blive på 0,5 procent og næste år på 1,6 procent.

- Det, vi nu hører fra regeringen, er, at den optimisme, de havde for i år, har de så næste år. Og vi må desværre konstatere, at 2013 er et år, hvor der ikke er kommet gang i dansk økonomi, siger Venstres finansordfører, Peter Christensen.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kritiserer vurderingerne i Økonomisk Redegørelse, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) fremlagde mandag.

- Danskerne aner ikke, hvad regeringen vil i næste måned. Utrygheden er enorm. Det sætter sig selvfølgelig i en økonomisk tilbageholdenhed, hvilket kan ses i den nye prognose, siger Kristian Thulesen Dahl i en kommentar.

Han henviser til, at regeringen i den nye prognose har nedjusteret realvæksten i det private forbrug i 2013 fra forventningen på 2,3 procent i august sidste år til en forventning på 0,4 procent nu.

Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, mener, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at stole på regeringens vækstskøn:

- Regeringen har jo baseret hele sin økonomiske politik på, at der snart kommer en vending i økonomien. Men gang på gang viser det sig, at virkeligheden ikke indretter sig efter regeringens drømme.

- Den økonomiske vending kommer kun, hvis der bliver gennemført langt mere vidtgående reformer i Danmark, siger Ole Birk Olesen.

De Konservatives finansordfører, Mike Legarth, mener, at regeringen har været for langsom til at gennemføre økonomiske reformtiltag.

- Den har ikke været hurtig nok til at iværksætte de tiltag, der skal til, for at få gang i hjulene og få skabt optimisme og tro på fremtiden, så vi kan få skabt de arbejdspladser, der er nødvendige for at få os ud af krisen, siger Mike Legarth.

/ritzau/