Når Liberal Alliance går frem og De Konservative tilbage, så hænger det blandt andet sammen med begge partiers krav om økonomiske reformer - herunder senere efterløn til danskerne.
Så langt er partileder Anders Samuelsen (LA) og politisk ordfører Henriette Kjær (K) enige på baggrund af søndagens meningsmåling fra Catinét. Men så hører enigheden også op.
Anders Samuelsen vurderer, at Liberal Alliance tiltrækker borgerlige vælgere, som ønsker reformer. Men Henriette Kjær understreger, at Liberal Alliance - lige så lidt som De Konservative - kan levere varen.
- Der er ingen tvivl om, at vi ønsker at fremrykke efterlønsforliget og gerne vil gennemføre dagpengereformer. Men det er jo ikke kun Venstre, der blokerer. Det er lige så meget de andre partier. Vi vil gerne diskutere det her, men vi må også se på, hvad der kan lade sig gøre. Og Samuelsen kan heller ikke ændre på det her forlig. Så kan man være nok så meget Liberal Alliance med seks mandater, siger hun.
Meningsmålingen giver med 7,2 procent af stemmerne usædvanligt ringe opbakning til De Konservative. I samme måling går Liberal Alliance frem til 3,4 procent af stemmerne og seks mandater - i kontrast til, at partiet for to måneder siden ikke klarede spærregrænsen.
- Her ser det ud, som om det er De Konservative, vi tager fra. Og det bygger nok på en dyb skuffelse over, at De Konservative ikke har fået ret meget ud af regeringssamarbejdet gennem ni år, siger Anders Samuelsen.
De Konservative ønsker økonomiske reformer, og den linje forsvarede formand og udenrigsminister Lene Espersen på et regeringsseminar i januar. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen var ikke enig, og da regeringen fremlagde sit arbejdsprogram i februar, stod der ikke noget om efterlønnen.
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er med i efterlønsforliget og afviser at ændre det.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde