Borgmester Bondam har taget på 48 rejser

De Radikales Klaus Bondam har siden 2006 været vidt omkring for Københavns Kommune som teknik- og miljøborgmester og efter kommunalvalget i november 2009 som borgmester for beskæftigelse og integration.

På fire år har han rejst 48 gange. Turen er blandt andet gået til New Zealand, Storbritannien, Canada, Frankrig, Kina, Tyskland, Indonesien og USA.

Det skriver B.T. efter aktindsigt i borgmesterens rejseaktiviteter. Nogle af Bondams rejser er betalt af organisationer, mens andre er dækket af Københavns Kommune. Rejserne har foreløbig kostet København knap en kvart million kroner til hotel og flybilletter.

De mange rejser overrasker Roger Buch, der er kommunalforsker på Danmarks Journalisthøjskole.

- Med det antal rejser, der her nævnes, så er der ingen tvivl om, at han er en af de danske kommunalpolitikere, der tager på flest rejser, siger Roger Buch.

Klaus Bondam erkender, at han de seneste fire år har brugt meget tid i flyvere, men siger, at der har været valuta for pengene.

- Det er rigtigt, at rejseaktiviteterne i min periode som teknik- og miljøborgmester har været usædvanligt høje. Det er især flere års optakt til klimatopmødet i København, Københavns medlemskab og poster i flere internationale byorganisationer og selvfølgelig kommunens ny internationale strategi fra 2007, som har krævet meget rejseaktivitet, skriver Klaus Bondam i en mail.

Borgerrepræsentationen besluttede i 2007, at Københavns skal tiltrække internationale begivenheder, vise sig som en miljøvenlig og menneskelig storby samt være en vidensby, forklarer han.

Bondam påpeger, at cykelstier i New York hedder "Copenhagen lanes", mens den australske storby Melbourne taler om cykelstier som at "Copenhagenize the streets".

/ritzau/

De Radikales Klaus Bondam har siden 2006 rejst 48 gange ofte på det offentliges regning. Bondam mener, at rejserne har været vigtige.

Offentliggjort Sidst opdateret