Borgmester: Læg ATP-center i Maribo

- Læg et ATP-center i Maribo. Sådan lyder opfordringen fra Lollands borgmester, Stig Vestergaard.

Som led i økonomiforhandlingerne er det blevet aftalt at lave en ny organisering af sagsbehandlingen, når en borger skal have udbetalt blandt andet folkepension eller barselsdagpenge.

ATP vil få ansvaret for driften af de nye centre, hvor sagsbehandlingen skal foregå. Og mens det ene vil blive placeret i tilknytning til hovedsædet i Hillerød, er det endnu ikke fastlagt, hvor de øvrige skal ligge. Men her kommer Stig Vestergaard på banen:

- Nu har regeringen mulighed for at gøre alvor af de tanker, der var fremme i debatten om udkantsdanmark for en måned siden. Det blev lovet, at nye statslige arbejdspladser skulle placeres uden for de større byer, hvis det var muligt, siger Stig Vestergaard i en pressemeddelelse.

Han forventer i øvrigt, at et sagsbehandlingscenter vil danne modvægt til – som han udtrykker det - retskredsreform, politireform og sygehusplaner, der alle har fjernet arbejdspladser fra et tyndt befolket område, der virkelig har brug for dem.

Foto: Lolland Kommunes borgmester Stig Vestergaard.

Lolland Kommune opfordrer regeringen til at placere et af de planlagte ATP-centre i domkirkebyen på Midtlolland.

Offentliggjort Sidst opdateret