Borgmester: Ny uddannelse kræver byliv for at lokke unge til
Erik Lauritzen, der er socialdemokratisk borgmester i Sønderborg, glæder sig over regeringens nye udspil, som indebærer, at en maskinmesteruddannelse kommer til byen. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Det er afgørende, at de unge også har lokale job i vente, hvis ny uddannelse skal til byen, siger borgmester.
Det er tiltrængt, at der kommer flere uddannelser til provinsen. Det mener Erik Lauritzen, der er socialdemokratisk borgmester i Sønderborg.
Byen står ifølge et nyt regeringsudspil til at få en maskinmesteruddannelse.
- Jeg synes, det er modigt og flot af regeringen, at den viser, at den tager provinsens situation alvorligt, siger Erik Lauritzen.
I udspillet, der bliver præsenteret i sin helhed torsdag eftermiddag, vil regeringen oprette 25 nye uddannelsessteder i provinsområder og indføre et loft på de videregående uddannelser i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det erfarer TV2 og Berlingske.
Erik Lauritzen siger, at det længe har været en udfordring for byer i provinsen at fastholde de unge mennesker.
- Det har stået højt på dagsordenen, og vi har investeret rigtigt mange penge i at være en god kommune for de unge, siger han.
Med den nye uddannelse følger der også forpligtelser for at gøre det attraktivt for de unge at blive efter endt uddannelse, påpeger Erik Lauritzen.
- Det er afgørende, at de unge kan se, at der er gode job at få, som de kan komme hurtigt i gang med, siger han.
Sønderborg har tidligere parret ingeniørstuderende med lokale virksomheder, så de studerende kan få en fod inden for i det lokale erhvervsliv. Det er en løsning, der også kan anvendes med de kommende maskinmesterstuderende, mener han.
Ud over jobbet er det også vigtigt, at de unge har mulighed for et rigt fritidsliv, hvis de skal have lyst til at komme til byen og blive efterfølgende. Det betyder både gode, billige boliger og et attraktivt byliv, mener borgmesteren.
- Der skal være rigtig gode boliger og et godt kulturliv, hvor der er involvering af de unge mennesker, siger Erik Lauritzen.
Da der er tale om et udspil fra regeringen, mangler der at blive forhandlet en endelig politisk aftale på plads.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker