Borgmester trækker sig

Næstved skal have ny borgmester. Det står klart, efter at Næstveds borgmester i de seneste 22 år, Henning Jensen (S), mandag aften annoncerede sin afgang over for sine byrådskolleger i Næstved Byråd, skriver sn.dk.

På Næstved Byråds møde den 26. april vælges Henning Jensens efterfølger. Den socialdemokratiske gruppeformand Søren Dysted, Holmegaard, oplyser, at flertalsgruppen i byrådet indstiller vejmand Carsten Rasmussen (S), Næstved, til ny borgmester og Linda Frederiksen, Glumsø, til 1. viceborgmester - begge er fra Socialdemokratiet.

Sammen med SF og løsgængeren Michael Rex har Socialdemokratiet flertallet i byrådet.

Det har længe været ventet, at Henning Jensen på et tidspunkt i løbet af den indeværende byrådsperiode ville trække sig. Og Henning Jensen afslørede da også selv i forbindelse med valgkampen til det seneste kommunalvalg, at hans tid som borgmester lakkede mod enden, skriver sn.dk

Henning Jensen blev valgt første gang som borgmester den 16. juni 1988. Han var dog allerede i 1974 blevet valgt ind i Næstved Byråd, kun 28 år gammel. Henning Jensen er blandt de borgmestre i Danmark, der har den længste anciennitet.

Efter 1. maj fortsætter Henning Jensen som menigt medlem af Næstved Byråd valgperioden ud, ligesom han fortsætter som næstformand i Internationalt udvalg i KL og som medlem af EU's Regionsudvalg.

- Ritzau -

Foto: Arkivfoto

Næstveds borgmester gennem de seneste 22 år, Henning Jensen, har annonceret sin afgang.

Offentliggjort Sidst opdateret