Borgmesteren nåede at sætte valgkampen i gang

Computeren er tændt, mens bordet er dækket med røde balloner, rødvin og røde flag. Telefonen er klar til at tage mod de første opkald.
Efter et par hektiske dage siden Anders Fogh Rasmussen udskrev valg, er det nu lykkedes for Socialdemokraterne at få deres lokale kampagnekontor på plads.
- Torsdag blev det meget sent, før vi var færdige med at gøre materialet klar, forklarer den lokale kandidat, Vibeke Grave.
Til åbningen af kontoret fik Maribos folketingsmedlem besøg af en anden travl politiker, nemlig Lollands borgmester Stig Vestergaard. Han havde lige tid til at åbne kontoret inden han skulle hjem og pakke. Tidligt i morges fløj han nemlig til USA for at underskrive endnu en klimaaftale. Stig Vester­gaard er ikke i tvivl om, at de kommende tre uger får stor betydning for Lolland, der står nemlig meget på spil for landsdelen, og det er vigtigt med en lokal repræsentant.
- Det er meget vigtigt at stemme både lokalt og personligt ved dette valg. For Lolland vil det være en katastrofe ikke at være placeret i Folketinget, siger borgmesteren.




Når disse linjer bliver læst, er borgmester Stig Vestergaard på vej til USA, men inden han rejste nåede han at åbne Vibeke Graves kampagnekontor.

Offentliggjort Sidst opdateret