Borgmesteren og bonden var ikke så uenige endda

Knud Knudsen (til venstre) havde inviteret Holger Schou Rasmussen til en debat om landbrugets betydning. Foto: Jan Knudsen

Knud Knudsen (V) havde inviteret Holger Schou Rasmussen (S) til debat om landbruget, og det foregik i al venskabelighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

ERRINDLEV - Kan du ikke fortælle Holger nogle ting?!

Den opfordring har Knud Knudsen fået flere af, siden han stillede op og blev nummer to på Venstres liste til kommunalvalget. Hans landmandskollegaer er nemlig ikke glade for Holger Schou Rasmussens (S) måde at tale om landbruget på.

Knud Knudsen inviterede derfor borgmesteren til at komme på besøg på sin gård til en snak om landbrugets betydning lokalt. Den invitation tog Holger Schou Rasmussen glad imod, så i går mødtes de i Knud Knudsens lade og så på den imponerende maskinpark.

Den omfatter en mejetærsker og en traktor, der begge styres med gps og dermed er eksempler på, at det lokale landbrug er optimeret og effektiviseret. Men det er både godt og skidt, argumenterede borgmesteren. For det er godt, at landbruget udvikles og er lønsomt.

- Jeg anerkender, at I er dygtige og effektive. Men er det kun et effektivt landdbrug, vi skal have, bliver der færre og færre ansatte. Og jeg kan se, at arbejdspladserne forsvinder, sagde Holger Schou Rasmussen og påpegede, at der tidligere arbejdede mange flere på gårdene, og at effektiviseringerne gradvist har tømt landsbyerne for liv.

Knud Knudsen (til venstre) havde inviteret Holger Schou Rasmussen til en debat om landbrugets betydning. Foto: Jan Knudsen

Nu skal du høre!

Landbruget er dog stadig et vigtigt erhverv lokalt, fastslog Knud Knudsen. For nok er der ikke så mange ansatte ude på gårdene, men det er der i alle følgeerhvervene: frøudvikling, landbrugsrådgivning, økonomirådgivning, transport, maskinstationer, værksteder, sukkerfabrikkerne og så videre.

- Nu skal du høre, Holger! 27 procent af arbejdsstyrken i det private er i landbrug og følgeerhverv. Det er virkelig mange mennesker, så du skal bare forstå, hvor vigtige vi er, sagde han.

Den opgørelse troede Holger Schou Rasmussen dog ikke helt på, omend han anerkendte, at landbruget er en stor arbejdsplads. Men uanset hvad er tallet faldene, argumentede han og forklarede, at det vigtige for ham er, at landbruget udvikles, så det skaber flere lokale arbejdspladser - for eksempel ved at producere flere grøntsager og mere økologisk - og at en større del af jorden bruges til at producere grøn energi.

I dag er det nemlig kun to procent af Lollands landbrugsjord, der bruges til solceller og vindmøller, sagde han.

- Og min påstand er, at de to procent kan skabe flere arbejdspladser, end hvis de blev dyrket med korn.

- Jeg er absolut ikke modstander af økologi eller grøntsagsproduktion, og efterhånden som efterspørgslen kommer, skal vi nok levere, sagde han og påpegede, at efterspørgslen bare ikke er der, blandt andet fordi økologiske varer er dyrere.

Kan vinde verdensmarkedet

Det fik Holger Schou Rasmussen til at tale om, at afgifterne bør omlægges, så varer med fedt og sukker bliver dyrere, mens sunde fødevarer bliver billigere. Og at de lokale landmænd selvfølgelig skal arbejde videre med at blive effektive.

- Den dag, I kan producere økologisk til samme pris som konventionelt, vinder I verdensmarkedet, sagde han, inden Knud Knudsens hustru, Susanne, brød ind:

- I er ikke langt fra hinanden, for det, du siger, tænker vi også. Man kan bare ikke gøre det fra den ene dag til den anden.

Knud Knudsen er således med i et netværk af lokale landmænd, der dyrker økologisk quinoa - også selv om det endnu ikke er nogen speciel god forretning, og de har været nødt til at ansætte en medarbejder til at stå for salget.

Han har også ladet sin søn eksperimentere med ikke at pløje en del af markerne. Det mindsker CO2-udslippet, men erfaringen er, at det koster på udbyttet de første år.

Sådan kom snakken godt omkring, og til slut blev Holger Schou Rasmussen inviteret til at komme igen en anden gang. Det vil han gerne, men der er lige nogle stemmer, der skal høstes først ...