Borgmestre bruges som modtræk i V-annonce
Dagen efter Socialdemokratiets omdelte breve svarer Venstre igen med borgmesterunderskrifter.
Dagen efter 1,5 millioner danskere fik brev i postkassen fra Helle Thorning-Schmidt og de socialdemokratiske borgmestre, svarer Venstre igen.
I helsidesannoncer, der bliver indrykket i landsdækkende og regionale dagblade, har 56 venstrefolk skrevet under på en annonce med overskriften "Godt, det snart bliver hverdag igen!".
I annoncen er der rettet en bredside mod Socialdemokraterne, og det som Venstre kalder "usande skræmmekampagner" om, at Venstre vil lave nedskæringer i kommunerne.
En tekst som Venstre har fået samtlige egne borgmestre, rådmænd og regionsrådsformænd, til at underskrive - på samme måde som Socialdemokratiet fik borgmestre til at underskrive sine udsendte breve.
- Alle vores borgmestre og regionsrådsformænd har følt et udtalt behov for at korrigere de fejlagtige oplysninger, som Socialdemokraterne har sendt 1,5 millioner breve ud om i dag, siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.
Hvor det i Socialdemokratiets brev handlede om, at danskerne skulle sige nej til Venstres nulvækst. Så sørger Venstre for at lægge vægt på nedskæringer i den kommunale velfærd under den nuværende regering:
- Til gengæld er det sandt, at der under Helle Thornings ledelse er fjernet mere end fire milliarder kroner og dermed 12.600 fuldtidsstillinger fra den kommunale kernevelfærd, skriver Venstre.
På den måde hænger begge partier deres modstander ud i egne annoncer, men Inger Støjberg mener ikke, at de to partier "er lige gode om" at føre skræmmekampagne.
Hun synes heller ikke, at Venstre burde holde sig for god til at lange ud efter konkurrenten:
- Det er selvsagt, at det skal frem. Det nytter ikke noget, at Helle Thorning sender 1,5 millioner breve ud, uden vi fortæller, hvordan virkeligheden er, siger Inger Støjberg.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet