Borgmestre med øv-opgave: Nu tager vi fra børn og ældre
Tiden er forbi, hvor kommunerne kunne hugge en hæl og klippe en tå for at skærme borgerne fra velfærdsforringelser. Grænsen for, hvor meget der skånsomt kan effektiviseres og digitaliseres, er nået.
Sådan lyder budskabet fra en række borgmestre. De erklærer, at nedskæringerne næste år kommer til at ramme der, hvor det gør mest ondt på velfærdsglade danskere: børn, ældrepleje og skoler. Det skriver Politiken.
I Halsnæs har borgmester Helge Friis (S) omkring 14 millioner kroner mindre på servicerammen næste år. Han regner konkret med omkring 45 afskedigelser af "varme hænder".
- Det er en øv-opgave, siger borgmesteren til Politiken.
- Vi gør konstant, hvad vi kan for at gøre tingene så billigt og godt som muligt. Men på et tidspunkt rammer man jo bunden, tilføjer han.
I Herlev spår borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) 30 afskedigelser som følge af vækstplanen, der kanaliserer penge fra kommunernes kasser videre til lettelser for erhvervslivet.
- Når man sidder ved skrivebordene i Finansministeriet, kan alt trylleri lade sig gøre. Men i virkelighedens verden er vi nødt til at sige, at medarbejdere, der leverer en borgernær service, ikke skal være her længere, siger han til Politiken.
- Jeg er fantastisk ked af det og skuffet over, at denne regering kan byde os det, siger Thomas Gyldal Petersen.
Beskrivelsen af, at borgerne skal vænne sig til tanken om konkrete forringelser på kerneområderne, går igen hos en række borgmestre. Den offentlige vækst på 0,4 procent næste år kommer foreløbig kun regioner og stat til gode.
Men budskabet er ikke lige nedslående alle steder. I blandt andet Køge, Taarnby og Aabenraa kan besparelserne klares uden væsentlige nedskæringer, erklærer byernes socialdemokratiske borgmestre.
I Fredensborg sover Thomas Lykke Pedersen (S) også trygt om natten.
- Vi lægger et robust budget, så vi har plads til den slags udsving. Derfor er jeg ikke urolig. Jeg har bakket vækstpakken 100 procent op. Det er det rigtige at gøre, siger han med henvisning til, at der står til at blive skabt tusindvis af private arbejdspladser.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker