Borgmestre: Vi styrer selv spørgsmålet om kædeansvar
Enhedslisten vil have regeringen til at lovgive om kædeansvar, så samtlige kommuner forpligtes til at indføre konceptet på de offentlige bygge- og anlægsprojekter i kampen mod social dumping.
Men ude i de enkelte kommuner foretrækker man, at Christiansborg blander sig uden om.
- Jo flere paraplyer, der bliver lagt ned over kommunerne - uanset om det er med kædeansvar eller andre ting - jo flere begrænsninger bliver der på, at vi kan udvikle os, siger borgmester i Guldborgsund John Brædder fra lokallisten Nyt Guldborgsund.
Han får opbakning fra den socialdemokratiske borgmester i Slagelse, Lis Tribler, og Venstre-borgmesteren i Kolding, Jørn Pedersen.
- Jeg mener, at det er de enkelte byråd, som kender til de lokale forhold, der må tage den her sag op. For det er herude, vi kan gå i dialog med arbejdsgiver og arbejdstager, siger Lis Tribler.
- Vi har kommunalt selvstyre, og det skal vi hellige os, fordi den problemstilling, vi har i Kolding, er ikke nødvendigvis den samme, de har i Nordjylland, siger Koldings borgmester, Jørn Pedersen, og tilføjer:
- Desuden er det kommunale selvstyre under nok pres.
Når deres pålægges kædeansvar på de offentlige bygge- og anlægsprojekter, betyder det, at hovedentreprenøren hæfter for, at underleverandørerne lønner deres ansatte efter danske løn- og arbejdsvilkår.
Enhedslisten har taget konceptet med som et hovedkrav til forhandlingerne om en ny finanslov.
Men både finansminister Bjarne Corydon (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) samt senest statsministeren selv, Helle Thorning-Schmidt (S), har afvist at lovgive på området.
Det skal være op til den enkelte kommunalbestyrelse, lyder det fra regeringen.
Det har resulteret i skarp kritik fra fagbevægelsen, Enhedslisten og internt i Socialdemokraterne og SF.
Men ifølge Kommunernes Landsforening er konceptet allerede på dagsordenen i de fleste kommuner. Derudover er der flere kommuner, der allerede har indført det - heriblandt kan nævnes Odense, København, Nordfyn og Kolding.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker