Børn i Libyen risikerer at blive dræbt

Flere hundrede børnearbejdere i Libyen er fanget midt i landets uro, fordi de ikke tør flygte. Mange af dem er afrikanere, og bevæger de sig ud på gaden, risikerer de at blive lynchet, fordi befolkningen tror, de er Gaddafis lejesoldater.

Det forklarer Red Barnets programkoordinator Birgitte Munck Eriksen.

- Vi er bekymret for disse børn. De er i forvejen flygtet alene fra deres hjemland, har ingen voksne til at hjælpe sig, og de kan ikke gå på gaden af frygt for at blive overfaldet, fordi Gaddafi er kendt for at bruge afrikanere til sine militsgrupper, siger Birgitte Munck Eriksen.

Derfor har Red Barnet sendt to hjælpere til den libysk-tunesiske grænse for at hjælpe børnearbejderne såvel som libyske udsatte børn.

Men det er endnu for farligt at bevæge sig ind for at redde de udsatte, og lige nu er det umuligt at komme ind i landet.

I stedet hjælper de to danskere til i lejren Rasajdir, der er etableret syv kilometer inde på den tunesiske side af grænsen. Her tager blandt andre sygeplejersken Marie Dahl imod især kvinder og børn, der bliver lukket ind.

- Vi hjælper med de basale nødvendigheder såsom tæpper og kogeudstyr, fortæller Marie Dahl.

- Vi ved endnu ikke, hvad vi gør, når vi kommer ind, for det afhænger af de behov, vi finder. Men mange af børnene har oplevet vold, så vi vil hjælpe lærere og andre med, hvilke tegn de skal kigge efter for at opdage for eksempel traumer.

Når sikkerhedssituationen tillader det, vil Red Barnet bevæge sig ind i Libyen for at finde de børnearbejdere, der skjuler sig af frygt for at blive overfaldet.

/ritzau/

Hundredvis af børnearbejdere tør ikke flygte, fordi libyerne tror, de er Gaddafis lejesoldater.

Offentliggjort Sidst opdateret