Bred aftale skrotter omstridt energiafgift og hæver skatten
Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er der er tale om en af de største lettelser for erhvervslivet nogensinde. Foto: Polfoto/Rasmus Flindt Pedersen
Polfoto/Rasmus Flindt Pedersen
Det koster cirka tre milliarder kroner at afskaffe den omstridte energiafgift PSO, som et flertal er enig om.
Regeringen har indgået en aftale om at afskaffe PSO-afgiften med resten af blå blok samt Socialdemokratiet, De Radikale og SF.
Pengene findes ved at hæve bundskatten, reducere den grønne check og ved at afskaffe en pulje til erhvervslivet.
De Radikale og SF får indfriet deres krav om en grøn pulje på 375 millioner kroner som del af den samlede aftale om PSO.
Det skal sikre, at CO2-udledningen ikke stiger som følge af, at det bliver billigere for borgere og virksomheder at bruge el.
Puljen vil blive delt ud over en årrække fra 2017-2020.
Det koster omkring tre milliarder kroner om året at afskaffe PSO-afgiften, som skal være ændret inden nytår, minder finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om.
- Vi har fundet en afbalanceret løsning om afskaffelsen af PSO og en finansiering af aftalen, som indebærer en mosaik af finansieringselementer, siger Claus Hjort.
Aftalepartierne er enige om at hæve bundskatten med 0,05 procentpoint fra 2018 stigende til 0,09 procentpoint i 2022 og frem, hvilket vil give omkring 700 millioner kroner om året til finansiering.
Derudover vil den grønne check blive reduceret, hvilket vil indkassere yderligere omkring 700 millioner kroner årligt.
Pensionister og førtidspensionister står dog til at blive fritaget fra reduktionen i den grønne check.
Den grønne check blev oprindeligt indført for at hjælpe familier med de laveste indkomster til at håndtere en højere elregning.
Erhvervslivet og de grønne ambitioner må dog også holde for.
2,1 milliarder kroner tages fra en pulje, som gik til virksomheder, der omlægger virksomheden fra fossil til vedvarende energi. Den afskaffes fra 2017.
Desuden findes 1,7 milliarder kroner ved at sløjfe tilskud for grønne virksomheder i årene 2019-2025.
EU-Kommissionen har underkendt PSO-afgiften i sin nuværende form, fordi alle virksomheder skal betale den, mens kun de danske får gavn af støtten.
Regeringen besluttede i maj helt at sløjfe afgiften, og derfor skal pengene til at finansiere den grønne omstilling findes andre steder.
PSO opkræves som en afgift på forbrugerne og virksomhedernes elregning, og pengene går til at betale for omstillingen til vedvarende energi.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker