Brian M. vil bremse unge på vej ud i snavs

Kriminaliteten blandt unge skal bremses med en stribe af de 58 forslag, som justitsminister Brian Mikkelsen (K) tirsdag fik præsenteret af en kommission, som har lavet tyk en rapport med forslag til især at forebygge ungdomskriminalitet.

- Vi vil gennemføre en stor del af kommissionens forslag i den samlede pakke, som vi præsenterer i løbet af kort tid, siger justitsministeren.

Han fremhæver et forslag om at benytte mentorer, som knyttes til unge, der er på vej ud i eller allerede ude i kriminalitet.

- Det er jeg meget positiv over for, og det vil vi også gennemføre, siger Brian Mikkelsen.

Derimod vil han ikke tage stilling til, at et flertal i kommissionen afviser at sænke den kriminelle lavalder fra de nuværende 15 år. Det kræver Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti. Regeringens holdning kommer i den pakke, som snart skal komme.

- For mig betyder alderen ikke så meget, for mig betyder det noget, hvordan vi får stoppet kriminaliteten, og hvordan vi får stoppet rekrutteringen til banderne, siger Brian Mikkelsen.

Justitsministeren mener, at regeringens politik har været en stor succes siden 2001, da de Konservative overtog Justitsministeriet. At der alligevel kommer flere medlemmer af bander og kriminelle miljøer, forklarer han således:

- Det har noget at gøre med den sociale polarisering. Flere unge bliver desværre tiltrukket af de miljøer, der er hos banderne. Det kan være statussymboler. Det kan være penge. Det kan være forbilleder. Kommissionen foreslår at få stoppet den rekruttering ved, at man får nogle andre forbilleder, at man kommer i skole, får et job, forklarer justitsministeren.

/ritzau/

Justitsministeren roser de forslag, som kommissionen mod ungdomskriminalitet kommer med om især forebyggelse. Han er tavs om at sænke den kriminelle lavalder.

Offentliggjort Sidst opdateret