Justitsminister Brian Mikkelsen (K) bliver nu beskyldt for direkte at lyve på TV2-Nyhederne søndag aften. Det skriver bt.dk
I en livedebat med Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen forsvarer ministeren politiets masseanholdelser af demonstranter lørdag aften med, at politiet blandt andet blev angrebet med bomber.
Ifølge Københavns Politi er der bare ikke kastet nogen bomber mod politiet.
- Der blev lørdag kastet med nogen brosten, fyrværkeri og så blev der knust ruder ved Udenrigsministeriet. Vi anholdt også en person med en krysantemumbombe og nogen kanonslag, der var pakket ned i en kuffert, forklarer politikommissær Henrik Møller Jakobsen til bt.dk
Johanne Schmidt-Nielsen mener, at ministeren enten bevidst taler usandt for at forsvare masseanholdelserne eller slet ikke har styr på fakta.
- En justitsminister skal ikke sidde for åben skærm og lyve. At kaste fyrværkeri efter politiet er farligt og dybt forkasteligt, men der er ingen grund til at justitsministeren overdriver og kalder kanonslag for en bombe. Han har om nogen mulighed for at få korrekte oplysninger fra politiet, siger hun.
Brian Mikkelsen erkender nu, at han skal passe bedre på i fremtiden med at bruge begrebet bombe.
- Det er klart, at jeg ved godt, at det ikke er sådanne bomber, som bliver brugt i Afghanistan. Men fyrværkeri kan også forvolde skade, og disse aktivisterne havde også en krysantemumbombe. Men jeg vil være mere varsom med, hvornår jeg bruger betegnelsen bombe frem over, så ingen misforstår det, forklarer ministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde