Brian Mikkelsens rådgiver dræbt i ulykke

Økonomiminister Brian Mikkelsen (K) bad søndag deltagerne ved sit grundlovsmøde i Holbæk-kredsen holde et minuts stilhed for sin særlige rådgiver Finn Möbius, som fredag mistede livet ved en trafikulykke på Holbækvej ved Værslev nær Kalundborg.

Det skriver Ekstra Bladet.

"Fredag mistede vi et stort menneske. Jeg savner ham meget", skriver ministeren på sin Facebook om Finn Möbius.

Hans rådgiver mistede ved 15-tiden fredag herredømmet over sin bil og kørte pludselig over i den modsatte vejbane. Han strejfede en lastbil og to andre modkørende biler og torpederede til sidst en parkeret bil i vigesporet.

En akutlægehelikopter blev hurtigt tilkaldt, og læger gik i gang med at genoplive den særlige rådgiver. Hans liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død på ulykkesstedet nær sit hjem i Jerslev.

Ifølge de første undersøgelser fra ulykkesstedet tyder noget på, at Finn Möbius fik et ildebefindende og mistede herredømmet over bilen.

Der foretages mandag ligsyn over den dræbte, og herefter afgøres det, om han skal obduceres.

I januar blev Finn Möbius ansat som særlig rådgiver for Brian Mikkelsen i stedet for Billy Adamsen, der havde arbejdet for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Ved sin ansættelse nedlagde Finn Möbius sin kandidatur som Konservativ folketingskandidat i Køge-kredsen i Region Sjælland. Han havde en fortid i Den Konservative Pressetjeneste.

Samtidig stod han bag et initiativ, som skulle åbne et dansk Museum om Marxismens Ugerninger. Finn Möbius trådte ud af dette initiativ, da han begyndte som særlig rådgiver for Brian Mikkelsen.

/ritzau/

Brian Mikkelsens særlige rådgiver Finn Möbius er fredag blevet trafikdræbt ved Kalundborg.

Offentliggjort Sidst opdateret