Brintrør ventes at blive 2,3 milliarder kroner dyrere efter regnefejl
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har informeret Folketingets partier om, at udgifter til brintrør ventes at blive markant højere. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Omfanget af statens merudgifter til stort brintrør i Jylland afhænger af interessen fra producenter.
Statens udgifter til et brintrør, der engang efter 2030 skal lede brint til Tyskland, forventes at blive højere end hidtil anslået. 2,3 milliarder kroner.
Det har klimaminister Lars Aagaard (M) oplyst på et fortroligt møde med forligspartierne bag aftalen, skriver TV 2, som har fået følgende svar fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet:
- Regnefejlen og håndteringen heraf har ikke betydning for den politiske aftales øvrige indhold. Aftalekredsen af partier er fortroligt orienteret om regnefejlen, umiddelbart efter at den er erkendt tidligere på måneden, lige som aftalekredsen er orienteret om håndteringen heraf.
Regeringen indgik i februar en aftale med SF, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet om finansieringen af et brintrør fra Esbjerg til Tyskland.
Statsstøtten ville ifølge aftalen komme i form af lån på 7,4 milliarder kroner og driftsstøtte på 8,3 milliarder kroner.
Det er sidstnævnte, som vurderes at kunne blive højere. Ifølge ministerens orientering til forligskredsen skulle denne, skriver TV2, kunne blive 10,6 milliarder kroner.
Altså en fordyrelse på 2,3 milliarder kroner.
Der er ifølge ministeriet tale om en "misforståelse" hos Forsyningstilsynet.
Den højere statslige regning bliver efter "vanlig praksis" håndteret "som et ændret skøn på finansloven".
Der er ikke sikkerhed om udgiftens størrelse - eller om det rent faktisk bliver dyrere.
Omfanget af merudgiften afhænger af, hvor stor interesse der vil være fra producenterne til at levere til brintrøret.
Formålet med brintrøret er at skabe en infrastruktur, så havvind fra blandt andet Nordsøen kan omdannes til grøn brint og flyde videre ud i Europa. En grøn eksportvare, der bidrager til den grønne omstilling.
Det er blandt andet stor efterspørgsel efter brint i den tyske stålindustri.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker