Briterne trækker 3800 soldater ud af Afghanistan i 2013
Storbritannien vil trække næsten halvdelen af sine 9000 soldater i Afghanistan hjem i slutningen af det nye år, hvor afghanske sikkerhedsstyrker skal spille en større rolle.
- Vi vil reducere antallet af britiske soldater i Afghanistan fra de nuværende cirka 9000 til 5200 i slutningen af 2013, siger den britiske premierminister, David Cameron.
- På grund af vores styrkers og de afghanske sikkerhedsstyrkers succes vil vi være i stand til at få vores soldater hjem i to relativt jævne skridt, 2013 og 2014, siger Cameron, som onsdag talte om Afghanistan i det britiske parlament.
De britiske styrker i Afghanistan er tæt forbundet med de danske soldater i provinsen Helmand.
Storbritannien har det næststørste kontingent af soldater i Afghanistan efter USA, og Cameron siger, at de har hjulpet med at stabilisere landet og hindret terrorister i at skabe baser.
Kritikere siger modsat, at situationen i Afghanistan er mindre stabil efter mere end et årti med vold, og de spørger, hvorfor briterne har brugt så mange penge på missionen på et tidspunkt, hvor landet kæmper med økonomisk krise.
Den danske regering vil trække de sidste danske kampstyrker ud af Afghanistan i 2014.
Cameron siger, at der ikke er nogen beslutning om, hvor mange soldater der skal blive tilbage i Afghanistan med udgangen af 2014. Men han lover, at Storbritannien vil stå ved sin forpligtelse til at oprette en officersskole for afghanere.
Natos overordnede beslutning er, at alle alliancens kampsoldater skal være ude senest 31. december 2014.
Forholdet mellem Nato-koalitionen og de afghanske sikkerhedsstyrker er belastet af jævnlige "insider-angreb", hvor Nato-soldater er blevet dræbt af militante i uniform eller af soldater, der er gået over til Taliban.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde