Venstres grand old lady, Britta Schall Holberg, kommer nu partifællen, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, til undsætning. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Her i Rønns skæbnetime, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har læst redegørelsen om de statsløse palæstinensere, og hvor Rønns ministerliv hænger i en tynd tråd, går Britta Schall Holberg i rette med statsministeren i et skarpt indlæg i Fyens Stiftstidende.
Mens alle andre har forladt Rønn, opfordrer Schall Holberg Løkke til at beholde hende som minister - og hun gør mere end det:
Hun går direkte i rette med sin partiformand og statsminister og minder Løkke om, at hans forgænger, Anders Fogh Rasmussen, (V), holdt hånden over Løkke i bilagssagen.
- Løkke bør i sine overvejelser huske, at den tidligere statsministers store styrke var, at han holdt fast på sine ministre. Han holdt også fast på Lars Løkke, da han var ude i sit bilagsstormvejr.
Avisen foreholder Britta Schall Holberg det usædvanlige i, at et folketingsmedlem rådgiver en statsminister så direkte:
- Jeg er en gammel rotte i det her spil og denne her sag er kørt så meget op, at det er tid til lige at spise brød til.
- Hvis ikke der er noget at komme efter juridisk - og det er selvfølgelig forudsætningen - ville det jo være fortvivlende, hvis ministeren blev fyret, og man om en måned blev klar over, at det ikke var gået rigtigt til, siger Britta Schall Holberg.
Hun ønsker ikke vil kommentere, om Birthe Rønn Hornbech er en belastning for regeringen. Det er Løkkes afgørelse, siger Schall Holberg.
Statsministeren har ikke ønsket at kommentere sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned