Brorson-rydning gør stadigt ondt i S

Den natlige politiaktion mod afviste asylansøgere i Brorsons Kirke gør stadig ondt på mange Socialdemokrater. Det kan høres fra talerstolen og klapsalverne på kongressen i Aalborg.

Når tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen går til mikrofonen søndag har han manges opbakning til den kritik, som han rystet kom med efter rydningen af den københavnske kirke for irakere natten til 13. august.

Det viser en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt lokalformænd og borgmestre.

Nyrup får opbakning fra 31 af de 60 socialdemokrater, som svarer i undersøgelsen, hvor 211 kunne deltage. Kun 18 af de svarende er uenige med den tidligere partiformand.

Partiformand Helle Thorning-Schmidt måtte forsvare sin støtte til politiaktionen, da hun lørdag svarede dem, der gerne havde set irakerne få humanitær opholdstilladelse.

Partitoppen vil ikke risikere, at de borgerlige kan angribe Socialdemokraterne for nogen som helst vaklen i udlændingepolitikken.

- Vi holder fast i, at antallet spiller en rolle. Vi holder fast i, at vi ikke kan lempe de regler, der angiver hvor mange mennesker med udenlandsk baggrund, der kommer til Danmark. Og vi holder også fast i, at den lovgivning, der gælder i Danmark, skal overholdes. Også når det er hamrende svært, sagde partiformanden. Ingen af de 850 delegerede klappede.

Klapsalverne kom først, da partiformanden forsikrede, at udlændingepolitikken bliver helt anderledes end Venstres og Dansk Folkepartis, hvis Socialdemokraterne kommer til magten. Blandt andet skal den lave "starthjælp" fjernes.

Næstformanden i ungdomsorganisationen DSU Cæcilie Larsen sagde, at irakerne i kirken burde have fået humanitær opholdstilladelse. Politiaktionen var kulminationen på et meget sørgeligt kapitel i danmarkshistorien, mener hun.

- Lad det aldrig ske igen, sagde Cæcilie Larsen og fik et stort bifaldt, som blev afbrudt af ordstyreren - formelt af hensyn til tiden og talerrækken.

En anden skuffet socialdemokrat var Tove Schou Pedersen fra Randers.

- Vi har før været et parti, hvor hjertet er rødt, sagde Tove Schou Pedersen til store klapsalver.

Søndag skal kongressen lytte til både Poul Nyrup Rasmussen og den københavnske overborgmester Ritt Bjerregaard, som også kritiserede rydningen af kirken.

Det bliver sidste gang, at Ritt Bjerregaard taler til kongressen som overborgmester. Hun ikke stiller op til kommunalvalget den 17. november.

/ritzau/

/ritzau/

Både i det socialdemokratiske bagland og fra talerstolen på partikongressen er der modstand mod rydningen af Brorsons kirke for afviste asylansøgere.

Offentliggjort Sidst opdateret