Brostrøm i opgør med hyggekultur: Vi ryger og drikker for meget
Formand Søren Brostrøm præsenterede mandag Robusthedskommissionens anbefalinger for sundhedsvæsnet. Blandt andet vil han have et opgør med usund kultur, hvor der drikkes og ryges for meget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det kaldes "særlig dansk hygge", men det fører til kroniske sygdomme, påpeger kommissionsformand.
Flere, særligt kroniske, sygdomme kan undgås, hvis man øger fokus og styrker forebyggelsesindsatser.
Det foreslår Robusthedskommissionen, fortæller formand Søren Brostrøm på et pressemøde mandag.
- Vi ryger for meget, vi drikker for meget. Vi er for fysisk inaktive, og vi har for dårlig kost.
- Det har vi altid hygget os med og sagt, at det var særlig dansk hygge, siger Brostrøm.
Kommissionen fremlægger sine anbefalinger i Eigtveds Pakhus i København med deltagelse af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og medlemmerne af kommissionen.
I den knap 40 sider lange rapport fra kommissionen fremgår det, at særligt "forekomsten af kroniske sygdomme, multisygdom og funktionsnedsættelse" vil "lægge pres på sundheds- og ældreområderne i fremtiden."
- Vi skal op på et helt andet ambitionsniveau, siger Søren Brostrøm.
Sophie Løhde erklærer sig enig med Søren Brostrøm efter pressemødet.
- Jeg er helt enig i, at vi skal satse meget mere på forebyggelse i Danmark. Det er også baggrunden for, at vi lige nu er i gang med forhandlingerne i Folketingets partier med fokus på især børn og unge.
- For vi ved alle, at det er i vores barn- og ungdom, at både de gode og dårlige vaner bliver grundlagt, lyder det fra Sophie Løhde.
Omkostningseffektive forebyggelsestiltag og tidlige indsatser skal ifølge eksperterne prioriteres i meget højere grad, end det sker i dag.
Robusthedskommissionen har fremlagt 20 anbefalinger. Eksperterne vil øge robustheden via en række forskellige forslag. Blandt andet vil man have flere ufaglærte til at løse opgaver, og sygeplejersker skal tage lægeopgaver.
Desuden mener kommissionen, at alle, som kan, skal bidrage i vagtplansarbejde.
Kommissionen anbefaler også, at der nedsættes et prioriteringsråd, som skal have fokus på opgaveløsning på tværs af sektorer.
En begrundelse for rådet er, at det kan frigøre ressourcer. De frigjorte ressourcer kan ifølge kommissionsrapporten bruges på mere forebyggelse - og andre opgaver.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker