Bruttonationalprodukt vokser med 650 kroner per dansker
Bruttonationalproduktet voksede i 2016 med 2,0 procent, oplyser Danmarks Statistik med nye, højere tal.
Dansk økonomi - målt ved bruttonationalproduktet (bnp) - voksede sidste år med 2,0 procent.
Det oplyser Danmarks Statistik, som har hævet væksten i 2016 med 0,3 procentpoint. Dermed var væksten sidste år den højeste i ti år.
Tallene justeres især på grund af højere nettoeksport og investeringer. Privatforbruget vokser pænt.
Samtidig har Danmarks Statistik fastholdt væksten i 2015 på 1,6 procent og nedjusteret væksten i 2014 fra 1,7 til 1,6 procent.
Dermed er bnp sammenlagt opjusteret med 3,6 milliarder kroner. Det er 650 kroner for hver dansker.
- Det er lækker læsning. Investeringerne steg sidste år med seks procent, påpeger Nykredits cheføkonom, Tore Stramer, i en skriftlig kommentar.
- Dermed er den sidste brik i opsvinget også på plads. Det betyder, at vi nu har et sundt og bredt funderet opsving i dansk økonomi. Det er positivt, da det gør opsvinget mere robust, mener Tore Stramer.
I år venter Nykredit, at bnp vokser 2,5 procent. Dermed er opsvinget blevet til en "moderat højkonjunktur", og potentialet for vækst er solidt i dansk økonomi, mener han.
- Husholdningerne fremstår velkonsolideret, og der er plads til yderligere vækst i privatforbruget, siger Tore Stramer.
Han advarer om risiko for mangel på arbejdskraft.
Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, er enig.
- Tallene gør det endnu mere tydeligt, at der er et ordentligt opsving i gang i Danmark. Alt taler for, at det vil fortsætte. Der er fart på i verden omkring os, forbrugerne og husholdningerne har mange penge mellem hænderne, og renten stiger ikke foreløbig, siger Las Olsen.
Det er ikke "voldsomt imponerende" med to procent vækst. For 10-15 år siden ville økonomer mere kalde det et middelår end et opsving, mener han.
- Men sådan er verden desværre ikke længere. To procent vækst kræver i dag kraftigt stigende beskæftigelse, og det kan vi naturligvis ikke have til evig tid, siger Las Olsen.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker