Regnskabets time blev - nok en gang - udskudt for EU's Ministerråd, da budgetkontroludvalget i Europaparlamentet atter nægter at godkende dets budget.
I næsten 40 år har der ellers været en stiltiende gentlemanaftale om, at EU-parlamentet ikke kiggede rådets regnskab efter i sømmene. Og vice versa. Men den aftale blev ophævet, da Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU blev pennefører på godkendelsen af regnskabet.
- Vi kan ikke godkende et budget med huller eller acceptere sådan en aftale. Vi kan jo ikke leve med, at den ene beskidte hånd vasker den anden, siger han.
Godkendelsen af budgettet skulle oprindelig være gået igennem i april. Men nu er den blevet udskudt igen, efter at rådet i flere omgange enten har nægtet at svare eller ikke ville svare uddybende på spørgsmål om blandt andet overførsler fra tolkningsbudgettet til rejsebudgettet.
- I starten troede de, at det bare var mig - en gammel dansk kommunist - der var stædig. Men nu har de indset, at de bliver nødt til at tage os seriøst og svare på vores spørgsmål. Jeg håber, at det kan ændre på hele den måde, godkendelsen kommer til at foregå på fremover, siger Søren Søndergaard.
Budgetkontroludvalget og repræsentanterne fra rådet, der består af ministre fra medlemslandenes regeringer, mødes igen til nye drøftelser i november.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde