Butikker roser ny planlov for beskyttelse af bymidte
Den nye planlov møder ros fra de små delikatessebutikker for at ville beskytte bymidten og dermed handlen.
Aftalepartierne bag den nye planlov fortjener ros.
Det mener Fødevaredanmark, der blandt andet repræsenterer slagterbutikkerne, fiskehandlerne og ostehandlerne.
- Det er rigtig godt, at man har fået øje på, at bymidten skal beskyttes, siger administrerende direktør Torsten Buhl.
I første omgang lød reaktionen fra Fødevaredanmark dog noget anderledes:
- Det er en ommer, skrev organisationen i en pressemeddelelse torsdag morgen, efter at aftalen var blevet præsenteret.
- Vi kan ikke konkurrere med de store varehuse, som politikerne nu har givet grønt lys til at skyde op over hele landet. Mange store supermarkeder har selvstændige delikatesseafdelinger inde i butikkerne, og det vil betyde, at de små lokale butikker må dreje nøglen om.
Men det skyldes ifølge den administrerende direktør, at pressemeddelelsen var skrevet onsdag aften - altså før Fødevaredanmark kendte den endelige aftaletekst.
- Nu hvor vi har set aftalen, er vi faktisk glade for det hensyn, den nye planlov tager, siger Torsten Buhl.
Det eneste punkt, der ifølge Fødevaredanmark giver grund til bekymring, er, at den nye lov giver for stor kommunal selvbestemmelse, mener organisationen.
- Der havde det været rart, hvis man kunne sige lidt mere håndfast fra central side, hvad man må og ikke må, siger den administrerende direktør.
Den nuværende planlov stammer fra 1992 og er udformet på basis af lovgivning fra 1970'erne.
Der har derfor længe været et ønske om at lave en ny planlov, hvor der udstikkes regler for eksempelvis butiksstørrelser, byggeri ved kysterne og almene boliger.
Det er regeringen, Dansk Folkeparti, De Konservative og Socialdemokraterne, der er blevet enige om den nye planlov.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde