Butikslukninger og fjernundervisning forlænges til 17. januar
Restriktioner med blandt andet lukkede skoler og forretninger ventes at fortsætte til 17. januar. (Arkivfoto) Foto: Albert Gea/Reuters
Albert Gea/Reuters
Tirsdag aften vil der på et pressemøde blive præsenteret en forlængelse af coronarestriktioner.
Restriktioner for at mindske spredning med coronavirus, der stod til at udløbe 3. januar, forlænges til 17. januar.
Det erfarer TV2, og over for Ritzau bekræfter flere kilder forlængelsen.
Det betyder blandt andet, at restauranter og storcentre fortsat skal holde lukket. Også kulturlivet samt liberale erhverv som frisørsaloner skal holde lukket.
Ifølge B.T. skal skoleelever og studerende ligeledes fortsat undervises hjemmefra.
Folketingets sundhedsordførere i coronafølgegruppen er tirsdag blevet orienteret om forlængelsen af restriktionerne, og klokken 19 er der pressemøde i Statsministeriet, hvor forlængelsen ventes at blive præsenteret.
Der er gradvist kommet nye restriktioner i løbet af efteråret, efterhånden som smitte- og indlæggelsestallene med coronavirus er steget.
Status tirsdag er, at præcis 900 personer er indlagt med coronavirus. Det er det højeste under epidemien.
De stigende coronatal har fået både virologer og sundhedsordførere til at rette fokus på nytårsaften og de fester, der vil medfølge.
Blandt andet sagde Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, tirsdag, at han har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om retningslinjer for nytårsaften.
Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet, at man holder sig til sit eget nytårsselskab, at man ikke er over ti personer samlet, og at man undgår steder med mange mennesker.
Rådhuspladsen i København bliver desuden lukket nytårsaften. I Aarhus anbefaler politiet, at man holder sig fra en række områder i midten af byen.
Forlængelsen af restriktionerne kommer på et tidspunkt, hvor Danmark er begyndt at vaccinere mod coronavirus.
I første omgang er det ældre borgere i risikogruppen samt frontpersonale i coronakampen, der får vaccinen. Planen er, at alle får den tilbudt på et tidspunkt.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker