Byråd dropper fysiske vælgermøder efter coronasmitte

Venstres Per Bach Laursen er borgmester i Vesthimmerlands Kommune. Han betragter valgkampen som ovre, efter at et byrådsmedlem blev smittet med covid-19. Det siger han til DR. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et samlet byråd i Vesthimmerlands Kommune har besluttet at stoppe den fysiske valgkamp indtil videre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, SF og VestHimmerlandsListen dropper indtil videre alle fysiske vælgermøder og valgarrangementer i Vesthimmerlands Kommune.

Det skriver DR.

Indtil videre er samtlige arrangementer til og med søndag aflyst.

Det skyldes, at Dansk Folkepartis spidskandidat, Liselotte Lynge Jensen, er smittet med covid-19. Partierne i byrådet har endnu ikke afgjort, hvad de gør mandag og tirsdag.

Valget finder sted tirsdag 16. november.

Kandidaterne var samlet tirsdag 9. november til et debatmøde. Det er det møde, som har betydet, at hele byrådet nu dropper fysiske vælgermøder, fortæller borgmester Per Bach Laursen (V) til DR.

Han kan ikke afvise, at nogle af hans kolleger i byrådet muligvis vil dele flyers ud udendørs i weekenden.

- Men i mit hoved og for mit vedkommende er valgkampen 2021 afsluttet, siger han til DR.

Vesthimmerlands Kommune er ikke det eneste sted, hvor corona fylder i valgkampen. I mandags holdt partierne i Vordingborg Kommune krisemøde. Årsagen var coronasmitte på et vælgermøde.

Det endte med, at De Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten indstillede dele af deres valgkamp, skriver DR.

Dansk Folkeparti oplyste tidligere på ugen, at partiet havde indstillet dele af sin valgkamp i Odsherred Kommune.

Liselotte Lynge Jensen er bekymret for, at hun muligvis ikke kan deltage i den vigtige konstituering på valgaftenen.

Der er nemlig mange ting, der skal diskuteres, før hun vil pege på en borgmester. Det siger hun til DR.

Flere steder er politikere bekymret for smitten med covid-19. De Konservative i Thy skriver i en mail til Ritzau fredag, at også de vil indstille deres valgkamp.

Netop frygten for at sidde hjemme på valgaftenen har fået Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (V), til at melde afbud til resten af valgkampens større arrangementer.

- Det er jo kulminationen på fire års hårdt arbejde og en valgkamp, der vil være spildt. Det er vigtigt at være til stede, og det vil blive vanskeligt, hvis jeg ikke kan være med, siger han til DR.