Byrum i dårlig stand skræmmer turister væk

Formand for Sydlollands Turist- og Erhvervsforening, Villy Jørgensen, bliver flov, når han går en tur ned gennem Østergade i Rødby.

Der er kun blomster i nogle af kummerne, mens andre er fyldt med ukrudt eller cigaretskodder. Ned langs stillegaden er opstillet blomsterstativer med klematisser, som virker visne og ikke er gået i blomst.
 
Derudover peger Villy Jørgensen på, at den røde maling på lysstanderne og markeringspælene er skallet af, fordi bilister og andre har påkørt eller forsøgt at vælte dem.
 
- Når jeg har henvist turister til Rødby og efterfølgende spørger, hvad de synes om byen, får jeg en negativ respons. Rødby ser ud som, at den er gået fallit, og jeg synes ikke, at det er rimeligt, at turisterne forsvinder
herfra, fordi Rødby er det første, de støder ind i, siger formanden.
 
Ifølge ham er det kommunens opgave at sørge for at skabe et byrum, som giver turister og borgere lyst til at færdes dér. Når først det er sket, så er der grundlag for at nye butikker kan skyde frem, mener han. Og den opgave synes han ikke, at de lokalt valgte politikere fra Sydlolland har taget på sig.
 
Formand for Rødby Erhvervsforening, Hans Ole Sørensen, som lige har købt nye blomsterkummer til byen, afviser, at der er forskel på kommunens fordeling af ressourcer mellem byerne.
 
Gert Mortensen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget kan godt se, at byrummene er vigtige for turismen og fortæller, at kommunen i nogle af stativerne agter at genplante klematis. Dernæst vil han overveje, om lysstanderne også skal friskes op med en gang maling.
Foto: Foto: Jan Knudsen

Lokalforeningsformand kritiserer politikernes udkantspolitik.

Offentliggjort Sidst opdateret