Tidligere kulturminister Carina Christensen (K) indtræder nu i ledelsen af den konservative folketingsgruppe, efter at hun ved sidste tirsdags regeringsrokade måtte sige farvel til kulturministerposten.
Carina Christensen indtræder således i den fire mand store gruppebestyrelse og får dermed også automatisk plads i partiets hovedbestyrelse.
Det fremgår af partiets nye fordeling af posterne i de forskellige udvalg i Folketinget, som folketingsgruppen netop har godkendt.
Den anden af de to konservative ministre, der i tirsdag måtte sige farvel til sin post, tidligere sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen (K), bliver ordfører på bolig- og energiområdet.
På de tunge poster er der ikke nogen ændringer. Mike Legarth fortsætter eksempelvis som både finans- og skatteordfører, Helge Adam Møller som forsvarsordfører, mens Henriette Kjær fortsætter som politisk ordfører.
Konstitueringen levner desuden plads til den snart tilbagevendende Per Ørum Jørgensen, der for nogle uger siden blev stoppet af politiet med alkohol i blodet.
Han har siden episoden været i alkoholbehandling og midlertidigt udtrådt af gruppen, men vender tilbage efter påske.
Per Ørum Jørgensen får sine gamle ordførerposter tilbage, bortset fra energiordførerposten, som altså går til Jakob Axel Nielsen, der tidligere har været energiminister.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde