Carina-sag giver flere klø til Cekic

"Carina" er ikke fattig, når hun har over 5000 kroner om måneden på kontanthjælp efter skat.

"Carina"s fejlagtige eksempel overskygger de massive sociale problemer hos mange fattige danskere, som hverken kan købe medicin eller holde jul.

Sådan siger Socialdemokraternes socialordfører Maja Panduro om, at SF's socialordfører Özlem Cekic allerede i 2008 i to aviser brugte "Carina" som eksempel på fattigdom ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det er rigtig træls, at hele fattigdomsdebatten skal handle om en art turisme, hvor vi skal vurdere enkelte personers budgetter. Det er svært at vurdere, hvordan "Carina"s budget var i 2008, siger Maja Panduro og fortsætter:

- Jeg mener ikke, at "Carina" er fattig.

Özlem Cekic siger, at "situationen var anderledes dengang, og hun havde ikke råd til at betale sin husleje" samt at hun vil ikke kommentere eksemplet yderligere.

Forklaringen preller af på Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, som i 2008 afviste, at Carina var fattig.

- Det understreger bare, at SF og Özlem reelt mente og mener, at man er fattig, når man har et rådighedsbeløb som Carina. Der var altså ikke tale om en smutter, siger hun.

I ti år har 6100 personer - heraf to tredjedele kvinder - uafbrudt levet af kontanthjælp uden job eller uddannelse. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.

- Det er et problem, som regeringen tager meget alvorligt. Beskæftigelsesminister (Mette Frederiksen, (S), red.) har sagt, at vi ikke kan acceptere, at kontanthjælp er en varig ydelse. Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, siger Socialdemokraternes socialordfører.

"Carina"s problem er, at hun tilsyneladende har fået kontanthjælp i langt over ti år, mener Maja Panduro.

De Radikale ønsker ikke at kommentere den seneste udvikling i Carina-sagen.

/ritzau/

Carina er modsat andre ikke fattig med 5000 kroner pr. måned efter skat mener socialordfører Maja Panduro (S)

Offentliggjort Sidst opdateret