Cataloniere overstrømmer Folketinget med takkemails
En forespørgselsdebat i Folketinget har fået indbyggere i Catalonien til at hejse det danske flag.
Det hører til sjældenhederne, at afstemninger i Folketinget stryger til tops som emne på de sociale medier.
Endnu mere sjældent er det, at de når ud over landets grænser.
Ikke desto mindre "trendede" resultatet af tirsdagens afstemning i Folketinget på det sociale medie Twitter i Barcelona. Og siden er Folketinget blevet overstrømmet af over 600 takkemails.
Reaktionen kommer på baggrund af en forespørgselsdebat i Folketinget, indkaldt af Enhedslisten, som tirsdag blev efterfulgt af en afstemning.
Her vedtog et flertal i Folketinget, at det er Danmarks holdning, at "der skal være en fredelig og demokratisk dialog, mellem den spanske regering og Catalonien", og selvom få har hørt om afstemningen herhjemme, har den givet genlyd i det spanske.
- Selvom det virker helt banalt at sige, at der skal være en fredelig og demokratisk dialog, så er det i den spansk/catalonske kontekst ret banebrydende, siger Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, til Ritzau.
Det danske Folketing er det første parlament i EU, der har debatteret Catalonien, og derfor har flere aviser i Catalonien skrevet om afstemningen, hvilket har sendt det danske flag til tops flere steder i regionen.
Området i Spanien har i mange år været præget af uro, fordi mange ønsker landsdelen løsrevet fra Spanien.
Efter at skotterne sidste år stemte om løsrivelse, forsøgte Catalonien at afholde en uofficiel afstemning om løsrivelse i Spanien.
Den danske debat er også blevet kommenteret af den spanske udenrigsminister, da han mødte den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), for nylig på et topmøde i Riga.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde