Centrumdemokraterne lægger nu op til at lade partiet afgå ved døden. På et hovedbestyrelsesmøde lørdag skal ledelsen afgøre, om den ønsker at fortsætte, efter partiet har måttet sande, at det ikke når at blive klar til folketingsvalget, skriver Berlingske Tidende.
- Jeg er ikke blind for, hvordan situationen ser ud. Vi har et voldsomt problem med at drive organisationen økonomisk, og vi havde regnet med at komme i Folketinget denne gang og dermed modtage valgpenge til at drive vores landskontor for med telefoner, husleje og en sekretær. Men vi når ikke at stille op, og det er det, der gør det svært for os, siger partiformand Ben Haddou, der samtidig melder ud, at han selv er klar til at tage et personligt lån i banken for at redde partiet, og det kan andre i partiet også blive nødt til, hvis de vil fortsætte:
- Alle dem, der på lørdag melder ud, at de vil fortsætte, må finde ud af at løfte den opgave,« siger han.
- Vi blev fanget midt i en reformationsprocess, hvor Louise Frevert og jeg var ved at opdatere partiets politik. Vi ville gøre vores udlændingepolitik mere nutidig, hvor vi har ligget for tæt på venstrefløjens omklamrende kærlighed til indvandrerne. Men det blev lukket med Foghs udskrivelse, siger formanden.
Der var ellers engang, hvor CD var tungen på vægtskålen i dansk politik. Da Erhard Jakobsen brød ud af Socialdemokratiet i 1973 og stiftede partiet, stormede de efter kun tre måneder ind i Folketinget med 14 mandater. Fra 1982 til 1988 var partiet med i firkløverregeringen, og fra 1993 til 1996 deltog partiet i skiftende regeringer under Poul Nyrup Rasmussen.
Siden er det gået gevaldigt ned ad bakke for CD, som ved de seneste to valg har ligget under spærregrænsen. Erhard Jakobsens datter Mimi har forladt formandsposten og har meldt sig ind hos Socialdemokraterne, ligesom den senere formand Bjarne Møgelhøj har meldt sig ind i Ny Alliance.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde