Centralt vidne: Peter Loft blandede sig i skattesag

Ifølge fagdirektør Ivar Nordland "fiskede" daværende departementschef Peter Loft efter en afgørelse, der ville gøre Stephen Kinnock skattepligtig til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skete på et møde den 13. august 2010, hvor Ivar Nordland, Peter Loft og repræsentanter for Skat København deltog, og hvor den endelige afgørelse i skattesagen endnu ikke var klar. Det gjorde den først i september.

På mødet fastslog Erling Andersen fra Skat København ellers, at Stephen Kinnock ikke har opholdt sig mere end 180 dage i Danmark og dermed ikke var skattepligtig.

Men det accepterede departementschef Peter Loft ikke, ifølge Ivar Nordlands forklaring:

- Peter Loft efterlyser mere kontrol, og han foreslår det stik modsatte af, hvad Skat København er kommet frem til, nemlig at Stephen Kinnock er skattepligtig til Danmark.

Spørgsmål: Siger Peter Loft på et tidspunkt, at afgørelsen bør være, at Stephen Kinnock er skattepligtig til Danmark?

- Det er sådan, jeg må forstå det. Af to omgange fisker han efter en afgørelse, der gør Stephen Kinnock skattepligtig til Danmark, siger Ivar Nordland.

Således tegner fagdirektøren altså et billede af Peter Loft som en person, der blandede sig i Thorning-parrets skattesag.

På mødet den 13. august kommer det også frem, at Thorning-parret har bedt om at få genoptaget en sag om renteudgifter for deres sommerhus og en lejlighed i London, som de har udlejet. Det har givet parret en indtægt på 5000 kroner hver.

Ifølge Ivar Nordlands fremstilling var sagen afsluttet, men den opfattelse delte Peter Loft altså angiveligt ikke.

- På det tidspunkt spørger Peter Loft ind til kontrollen, siger Ivar Nordland.

I marginen af sine papirer har fagdirektøren imidlertid skrevet "Helvedes dybt ned!", og det undrede kommissionens udspørger Lars Kjeldsen. Ifølge Ivar Nordland var udsagnet Peter Lofts afslutningsbemærkning.

- Peter Loft siger noget i retning af, at i denne sag var det alligevel nødvendigt at gå helvedes dybt ned, forklarer Ivar Nordland.

Peter Loft beder desuden om en ny sagsfremstilling - formentlig for at få mere fakta og nogle juridiske vurderinger skrevet ind i Skats notater om sagen.

Spørgsmål fra Skattesagskommissionens udspørger Lars Kjeldsen: Er der nogen, der tænker på, om det er ulovligt. Det er skat, der træffer afgørelse i skattesager?

- Tanken kommer til mig, men først efter mødet. Når man sidder på mødet, så har man travlt. Der er ingen, der rejser det på mødet, siger han.

/ritzau/