På trods af afgiftsstigningen på tobak i 2010 er det ikke blevet dyrere at være ryger, siden regeringen trådte til.
Tværtimod - det er blevet billigere.
Det viser et svar fra skatteminister Troels Lund Poulsen (V) til den socialdemokratiske forbrugerordfører Benny Engelbrecht, der har bedt om en oversigt over prisudviklingen på 20 Prince-cigaretter fra 2002-2010 målt i 2010-priser.
Oversigten viser, at hvor prisen i 2002 lå på 40,83 kroner - målt i 2010-priser - så koster en pakke Prince i dag 39 kroner.
Altså et prisfald svarende til knap to kroner siden regeringen trådte til.
Og den udvikling forarger den socialdemokratiske skatteordfører, Nick Hækkerup:
- Det giver jo ingen mening, at det er billigere at ryge smøger i dag end for 10 år siden. Vi ved fra sundhedseksperterne, at prisen på cigaretter har stor betydning for, hvor mange børn og unge der begynder at ryge, siger han.
Han benytter anledningen til at slå til lyd for S og SF's bebudede plan om at lade prisen på en pakke cigaretter stige med hele 10 kroner, hvis de to partier får magten.
- Eksperterne i regeringens egen forebyggelseskommission fastslog, at det var helt afgørende med dyrere cigaretter af hensyn til danskernes sundhed, lyder det videre fra Nick Hækkerup.
Prisfaldet på cigaretter under den nuværende regering kommer på trods af regeringens relativt nye afgiftsstigning på tobak.
Stigninger, der godt nok fik prisen på en pakke cigaretter til at stige fra 33,46 kroner i 2009 til de 39 kroner i 2010.
Men altså ikke nok til at prisen kommer op på niveauet, fra da regeringen trådte til.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker