Citronmånespil drukner DF-side i klik

Ikke siden Dansk Folkeparti i februar genoptrykte Kurt Westergaards kontroversielle Muhammedtegning på partiets hjemmeside har trafikken været så livlig, som den nu er på siden.

Og det kan partiet indirekte takke Facebook-protestaktionen "Send en citronmåne til Dansk Folkeparti!" for.

Torsdag lancerede partiet nemlig sit svar: Et skrabespil, hvor man kan vinde to biografbiletter med cola og popcorn ved at skrabe tre citronmåner. Sidst på eftermiddagen fredag var der skrabet 93.425 gange, og selvom mange skraber flere gange, er det en voldsom trafik på den ellers ret ubesøgte hjemmeside.

Hvor mange, der har vundet, kan pressechef Søren Søndergaard ikke sige noget om endnu, men han vurderer, at Dansk Folkeparti får taget brodden af kritikken ved at møde den med humor.

- Jeg tror, at vi får noget positivt ud af det her, selvom det startede med noget negativt, siger han.

Om han får ret i det er selvsagt svært at vurdere, men en af de nu omkring 17.000 deltagere i protestaktionen tvivler.

- Synes det er ulækkert, som de har vendt situationen, og at folk hopper med på den, skriver hun på protestgruppens facebookside.

Dansk Folkeparti har indtil videre modtaget omkring 500 citronmåner i protest over, at DF i sit medlemsblad for nylig skrev, at indvandrere var skyld i, at der ikke længere er kage og saftevand i venteværelser på sygehuse og hos lægen:

Siden har læger og sygehusdirektører afvist problemet, og Dansk Folkeparti har erkendt, at der ikke her og nu er et problem - ligesom sundhedsordfører Liselott Blixt har erkendt, at det eksempel på problemet, som hun kender til - fra fødegangen på Køge Sygehus - nok har overskredet sidste salgsdato.

Køge Sygehus har nemlig ikke haft en fødeafdeling de seneste 20 år.

/ritzau/

Skrabespil med citronmåner giver trafik på Dansk Folkepartis hjemmeside. Samtidig vokser protestgruppe mod DF.

Offentliggjort Sidst opdateret