Civilforsvaret ud med kaffe til DDR-borgerne

Foto: Østtyskere strømmer ind over grænsen i Gedser og Nykøbing i dagene efter Murens fald

I en række artikler indrager vi også læserne og deres oplevelse med Berlinmuren og Østtyskland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Civilforsvaret i Sydfalster Kommune kom 12. november 1989 på en noget usædvanlig opgave, da flere hundrede østtyskere ankom til Gedser Færgehavn - og de nye gæster skulle bydes på kaffe, kakao og kage.

Det mindes daværende brandinspektør og civilforsvarsleder Jønss Nilsson, som sent vil glemme den anden søndag i november for 20 år siden. Det var få dage efter Murens fald i Tyskland - og brandfolkene i Gedser var mødt ind på en helt almindelig øvelse.

- Jeg husker meget tydeligt, at jeg var på brandstationen og ved 12-tiden blev ringet op af daværende stationsleder i Gedser, Jørgen Bisbjerg, der fortalte, at færgen med ankomst klokken 14.45 var fyldt med østtyskere, som for første gang kunne komme ud af DDR og opleve et vestligt land - kunne vi gøre noget for at gøre modtagelsen lidt festlig, fortæller Jønss Nilsson.

Han fik hurtigt aktiveret folkene i civilforsvaret, og efter en halv times tid stod 15 "cf¹ere" klar til at yde en ekstra og anderledes indsats.

Brugsen i Skelby og Gedser blev til dels tømt for kaffebønner, kakaopulver, mælk og skærekager - mod behørig betaling - og så gik turen ellers i ekspresfart mod færgehavnen, hvor det store feltkøkken blev sat op tæt ved spor 2. Og da færgen anløb, var der blus i komfuret, og hele stationen duftede af kaffe og kakao, som blev serveret for DDR-borgerne.

- Det var en fantastisk dag. Jeg mindes meget tydeligt de mange, der kom hen og sagde tak og omfavnede os. I særdeleshed husker jeg en mand, som ville give mig en flaske cognac, han havde købt på færgen. Jeg takkede pænt nej, da jeg vidste, hvor lidt de havde at gøre med, men han insisterede - og så tog jeg imod den, husker Jønss Nilsson.

Cognacen blev indtaget året efter på CF-forbundets generalforsamling, mens minderne om en historisk dag fik frit løb.

Se et billedgalleri her