Claus Hjort satser på nulvækst

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sætter sin lid til, at kommuner og regioner er så fokuseret på at spænde livremmen ind, at Danmark ender på den nulvækst i det offentlige forbrug i år, som er regeringens mål. Dermed giver han ikke meget for Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, der på baggrund af vurderinger fra Nationalbanken forudser, at regeringen næste år kommer til at skulle hente 5,9 milliarder kroner i besparelser.

Bødskov henviser til et samråd i sidste uge, hvor finansministeren forklarede, at hvis Nationalbankens skøn over, at der i år vil komme vækst på 1,8 procent i det offentlige forbrug, holder stik, så skal det øgede forbrug i år hentes på besparelser næste år.

En besparelse, der ifølge Socialdemokraterne svarer til 5,9 milliarder kroner, men som Hjort satser på ikke bliver nødvendig.

Uden at forholde sig direkte til, om besparelser næste år vil være konsekvensen af en vækst i år, fokuserer finansministeren på målet om nulvækst i år.

- Jeg møder en meget god vilje i kommunerne og regionerne, forklarer han.

Spørgsmål: Men Nationalbanken skønner jo, at væksten i det offentlige forbrug ender på 1,8 procent og ikke det runde nul, som regeringen har sagt?

- Nu må vi se. Jeg har haft kommunerne inde, og de siger, at de arbejder hårdt på at løse opgaven. Spørgsmål: Så er du tryg ved, at vi lander på et nul i år? - Det må vi se. Der gøres en kæmpe indsats for at gøre det. Men det er da klart, at det var bekymrende, hvad vi så i første halvår. Spørgsmål: Skal det forstås sådan, at du er tryg ved, at kommunerne lander på et nul? - Jeg mener vi er på rette vej, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Finansministeren anerkender, at livremmen skal spændes ind, hvis det offentlige forbrug skal ende på nulvækst i år. S forudser store besparelser næste år.

Offentliggjort Sidst opdateret