Connie H.: Klimamål for 2020 er eneste svar

En forpligtende global klimaaftale, der også har klare CO2-reduktionsmål for USA, Kina og Indien i 2020, er det eneste svar på den dramatiske situation, vi står overfor.

Det siger miljøminister Connie Hedegaard (K) i en kommentar til de meget dystre fremtidsudsigter, der onsdag kom fra Det Internationale Energiagentur (IEA).

I rapporten World Energy Outlook 2007 fastslår agenturet, at udslippet af drivhusgasser vil fortsætte med at vokse. I 2030 vil CO2-udledningerne være 57 procent højere end i dag, og det vil på længere sigt få Jordens middeltemperatur til at stige fem-seks grader.

Selv hvis verdens regeringer slår massivt ind på klimavenlige politikker, vil udledningen af drivhusgas stadig vokse med mere end en fjerdedel i 2030 og føre til tre graders opvarmning, konkluderer IEA.

Kinas energiforbrug ventes at være mere end fordoblet i 2030 som følge af den galoperende økonomiske vækst. FN's Klimapanel vurderer, at CO2-kurven skal knækkes senest i 2015 og dernæst falde med mellem 50 og 85 procent i 2050, hvis vi skal undgå de mest alvorlige klimakatastrofer.
/ritzau/




Nu haster det med at få verdens store CO2-udledere til at forpligte sig, siger miljøministeren efter dyster rapport fra Det Internationale Energiagentur.

Offentliggjort Sidst opdateret