Coop: Vi har varer nok til minimum seks uger
Fødevareministeren Mogens Jensen (S) holder pressemøde om situationen i detailhandlen, efter at regeringen som følge har coronakrisen har lukket landet delvist ned. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Trods coronakrise er der fødevarer nok, siger detailbranchen og minister. Danskerne er stoppet med at hamstre.
Efter at regeringen onsdag lukkede landet delvist ned for at stoppe coronasmitte, trodsede en lang række danskere statsministerens opfordring til ikke at hamstre fødevarer.
De fyldte i stedet indkøbsvogne med toiletpapir, mælk og brød.
Men dagligvarebutikkerne beretter nu om, at danskerne er stoppet med at hamstre.
Det siger fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde.
- Den hamstring, vi oplevede de første 24 timer efter statsministerens pressemøde, er væk. Vi ser et normalt indkøbsbillede, siger Mogens Jensen.
- Samtidig strømmer varerne ind over grænserne. Så længe vi handler, som vi plejer, så vil der ikke være problemer med forsyningssikkerheden i Danmark, siger han.
Topchefen i Salling Group, Per Bank, bekræfter på samme pressemøde, at hamstringen er stoppet. Til gengæld er vi begyndt at købe større ind, lyder det.
Selv hvis der skulle opstå akut krise, vil der være fødevarer nok, forsikrer Peter Høgsted, som er administrerende direktør i Coop.
- Vi har 3000 fødevarebutikker i Danmark, og de er fyldt op til bristepunktet. Jeg tror også, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vores centrallagre er fyldt, og der er mere på vej. Der er til seks uger. Det hele fungerer upåklageligt for nuværende, siger han.
- Når vi kigger i krystalkuglen og worst, worst case, så er det ikke noget, vi er bekymret for på den korte bane, siger han.
Fødevareministeren opfordrer på samme pressemøde til, at kunder i butikkerne holder afstand til hinanden for at undgå at smitte hinanden. Hold en til to meters afstand, når du handler ind, lyder det.
Mogens Jensen siger også, at regeringen overvejer yderligere initiativer for at mindske smittefaren i landets butikker.
Repræsentanter for detailbranchen afviser dog, at der er behov for at indføre begrænsninger for, hvor mange personer der må være i butikkerne ad gangen.
Danskerne er begyndt at handle over hele dagen. Dermed er der ikke det sædvanlige pres og kødannelse mellem klokken 16 og 19, lyder det.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde