Cordua: Regionsformand et godt bud som ny V-næstformand
Venstres kommende næstformand? Stephanie Lose, formanden for Danske Regioner, 29. oktober 2020. Hun er et oplagt bud efter Inger Støjbergs exit, mener politisk kommentator Jarl Cordua. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, er et godt bud på ny næstformand i Venstre, mener kommentator.
Hvem skal efterfølge Inger Støjberg som næstformand i Venstre, efter at formand Jakob Ellemann-Jensen har presset hende til at gå?
Stephanie Lose, formand for Danske Regioner, er et oplagt bud. Det mener Jarl Cordua, politisk kommentator og selv medlem af Venstre.
- Hun er kvinde, hun er funderet i det jyske bagland, ikke for gammel, men alligevel erfaren, og hun er alment accepteret og bredt respekteret, siger han.
Ifølge Cordua vil man i Venstre formentlig enes om en kandidat, der kåres, og som ikke er lige så fremtrædende som Inger Støjberg. Og hun skal helst være kvinde.
- Det skal være en person, hvor der ikke er tvivl om loyaliteten. Og Stephanie Lose er ikke en kandidat, der kan ånde Jakob Ellemann i nakken. Hun er en yngre skikkelse, der favner det regionale og kommunale bagland, siger han.
- Lose udstråler stabilitet og respekt for administration. Hun mestrer også det politiske spil. Hun blev formand for de fem regioner i konkurrence med fire socialdemokratiske kandidater, og det har aftvunget respekt, pointerer Cordua.
En anden mulig kandidat kunne være Ellen Trane Nørby, der stillede op som modkandidat, da Inger Støjberg blev valgt sidste år.
- Det kan man ikke udelukke. Men imod taler, at hun led et meget stort nederlag til Støjberg. Og Ellen Trane Nørby ser mest ud til at have planer om at blive borgmester i Sønderborg, siger Jarl Cordua.
Politisk ordfører Sophie Løhde er en ambitiøs og fremadstormende yngre kvinde i partiet. Men hun er ikke jysk - og hun er også en mulig kandidat som kommende formand for Venstre, mener Cordua.
Også gruppeformand Karsten Lauritzen kunne være et godt bud.
- Han repræsenterer Nordjylland og landbrugs-Venstre. Men han er for stærk og også en kommende formandskandidat, påpeger Jarl Cordua.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub