Corydon: Enhedslistens jobpolitik er helt urealistisk
Forud for efterårets finanslovforhandlinger mellem SRSF-regeringen og Enhedslisten fejer finansminister Bjarne Corydon (S) nu støttepartiets beskæftigelsespolitik af forhandlingsbordet, skriver Information.
Ifølge en gennemgang af Enhedslistens initiativer til at øge beskæftigelsen, som Bjarne Corydon har lavet til Folketingets finansudvalg, mangler støttepartiet at redegøre for, hvor pengene skal komme fra.
Men ikke nok med det: Finansministeren advarer også om, at initiativerne enten ikke lader sig gøre, slet ikke giver den anslåede mængde arbejdspladser eller forringer den offentlige produktivitet.
- På baggrund af de tilgængelige oplysninger er det Finansministeriets overordnede vurdering, at en gennemførelse af de angivne initiativer i Rød+Grøn (Enhedslistens medlemsblad, red.) vil skabe et markant finansieringsbehov, skriver Bjarne Corydon til Finansudvalget.
Han understreger samtidig, at der "ikke vil være plads til ufinansierede lempelser af finanspolitikken".
Enhedslisten præsenterede i marts en række beskæftigelsesinitiativer under overskriften "Sådan skaber vi beskæftigelse her og nu".
I alt forventer partiet, at disse initiativer giver 79.000 job i den offentlige sektor og 60.000 i den private sektor.
Efterfølgende har Enhedslisten fremlagt en "beskæftigelsesplan", hvor grønne investeringer og mere velfærd skal skabe 33.000 job i 2013 og 2014.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned