Corydon tror på økonomisk optur i 2013
Danmark kan stå foran et solidt økonomisk opsving allerede til næste år - og i 2014 kan fremgangen blive endnu tydeligere.
Sådan lyder meldingen fra finansminister Bjarne Corydon (S), der for første gang i sin ministertid spår mere positive udsigter for dansk økonomi.
- Under de rigtige omstændigheder er der potentiale for en pæn vækst i 2013 og en markant økonomisk vækst i 2014, siger Bjarne Corydon til Berlingske.
Finansministeren slår dog fast, at den økonomiske vækst afhænger af den europæiske valuta. Men mulighederne for mere ro om euroen er gode, mener ministeren, og det kan danskerne nyde godt af.
- Vi har i Danmark en meget stor opsparing hos både private og virksomheder. Det betyder, at der er potentiale for at få en betydelig økonomisk fremgang, når der først er lagt solid grund under eurozonens fremtid.
- Forudsætningerne for en stabilisering er langt bedre, end de har været hidtil under krisen, siger Bjarne Corydon.
Flere eksperter er dog knap så positive som finansministeren på dansk økonomis vegne, skriver Berlingske.
Cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank forventer lav vækst herhjemme i 2013 og 2014. Han mener, at danskerne på grund af de seneste års prisfald på boliger og store kursfald på aktier hellere vil øge deres opsparing end at svinge dankortet.
Steen Bocian anerkender dog, at den europæiske økonomi ser betydelig bedre ud, end den har været længe.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde