Corydon venter travlt efterår med reformer

De store temaer på efterårets politiske dagsorden ud over finansloven er reform af beskæftigelsessystem og erhvervsskoler, bedre produktivitet i det offentlige og private virksomheder og en togfond til 27 milliarder kroner betalt af oliepenge fra Nordsøen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder finansminister Bjarne Corydons (S) dagsorden ved Folkemødet i Allinge på Bornholm, hvor Venstres Claus Hjort Frederiksen afæsker ham et svar.

- Vi kommer til at se på beskæftigelsessystemet, for det fungerer ikke særlig godt. Som punkt to kommer vi til at gøre noget grundlæggende ved vores erhvervsuddannelser, som heller ikke fungerer særlig godt, siger Bjarne Corydon.

Systemet med kommunale jobcentre koster årligt 16-17 milliarder kroner. Regeringen har bedt tidligere skatteminister Carsten Koch (S) vurdere systemet under beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Venstres gruppeformand Kristian Jensen har efterlyst at finde et par milliarder kroner på området.

Desuden har regeringen bedt økonomiprofessor Peter Birch Sørensen lede en kommissionen, som gransker danskernes dårlige produktivitet, påpeger Bjarne Corydon.

- Vi kommer til at se på det, Produktivitetskommissionen kommer med. Vi kommer også til at træffe beslutninger om at bruge 27 milliarder kroner på at komme hurtigt mellem de store byer med el-tog. Det er spændende, om Venstre vil være med til det, siger han.

Togfonden finansieres ved 27 milliarder kroner, som ventes fra en skrappere beskatning af Nordsøolien bortset fra Dansk Undergrunds Consortium med Mærsk. Venstre betvivler, at milliarderne findes.

- Det er meget tvivlsomt, om de penge er der. Finansministeren får en kæmpe opgave med at sikre, at den plan kan realiseres, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/